01-07-2020

Den nationale cybersikkerhedsmåned er tilbage

Med cybersikkerhedsmåneden vil vi i fællesskab øge danskernes viden om digital sikkerhed og sammen løfte opgaven med at ruste det danske samfund mod stadig mere avancerede digitale trusler, siger Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

Den nationale cybersikkerhedsmåned i oktober sætter fokus på cyber- og informationssikkerhed. Ambitionen er, at relevante myndigheder, virksomheder og organisationer afholder aktiviteter, der kan løfte danskernes viden om, hvordan de digitalt beskytter sig selv og deres informationer.

Den nationale cybersikkerhedsmåned blev gennemført for første gang i dansk regi sidste år, hvor stor opbakning fra en lang række eksperter og organisationer, var med til at udbrede viden og kendskab til sikker digital adfærd. Det skete blandt andet ved åbne og gratis foredrag med eksperter samt større seminarer og events.

Stadig en aktuel dagsorden

Cybersikkerhed er mere aktuelt end nogensinde, og Danmark står fortsat over for en alvorlig cybertrussel. Cyberkriminalitet udgør en vedvarende og aktiv trussel mod alle danske myndigheder, virksomheder og borgere. Vi har oplevet virksomheder blive ramt af alvorlige cyberangreb, der har været økonomiske omkostningsfulde. Senest har vi under Covid-19 set, hvordan digitale svindlere udnytter situationen med falske mails og digitale fælder.

Cybersikkerhedsmåneden er en mulighed for øget videndeling og skærpet fokus på sikker adfærd i en hel måned og dermed ruste borgere og virksomheder bedre i forhold til digital sikkerhed.

Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen, udtaler:

"Danmark er et digitaliseret samfund, hvor både private virksomheder og offentlige myndigheder stiller mange digitale løsninger til rådighed for danskerne. De digitale muligheder giver stor værdi, mange gøremål kan løses hurtigt og nemt på nettet. Men digitaliseringen medfører også udfordringer, da cyberkriminelle hele tiden søger efter nye muligheder for at snyde og bedrage. Med cybersikkerhedsmåneden vil vi i fællesskab øge danskernes viden om digital sikkerhed og sammen løfte opgaven med at ruste det danske samfund mod stadig mere avancerede digitale trusler."

Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed, udtaler:

"Cybertruslen er fortsat en alvorlig trussel mod Danmark, og truslen fra både cyberkriminalitet og cyberspionage er meget høj. Cybersikkerhed er helt afgørende for vores samfund, der er helt afhængig af digitale løsninger til gavn for velfærd og velstand. Cybersikkerhed er en holdsport, og vi ser frem til samarbejdet, også i den nationale måned."

Digitaliseringsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed står derfor i oktober måned i spidsen for en række aktiviteter og arrangementer.

Bredt samarbejde

Digitaliseringsstyrelsen er national koordinator for cybersikkerhedsmåneden, der gennemføres i samarbejde med Erhvervsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed. Desuden bidrager en lang række organisationer og virksomheder, der samlet udgør et bredt og fagligt kompetent felt på cybersikkerhed i Danmark, med forskellige aktiviteter i løbet den nationale cybersikkerhedsmåned. Alle organisationer, der i oktober gennemfører aktiviteter om cybersikkerhed, opfordres til at melde sig på en samlet national aktivitetsoversigt.

Hvad er i støbeskeen?

Allerede nu er det planen, at Digitaliseringsstyrelsen vil lave en kampagne målrettet udvalgte borgermålgrupper, ligesom et større fagligt arrangement målrettet myndigheder om ISO 27001 standarden (ISO Boot-camp 2020). Digitaliseringsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed vil i lighed med sidste år tilbyde oplæg og briefinger af specialister, og Cybersikkerhedsrådet vil afholde et webinar i oktober måned.

Sikkerdigital.dk er primær kanal

På sikkerdigital.dk vil information om den nationale cybersikkerhedsmåned løbende blive tilgængeligt. Hvis du eller din organisation har lyst og mulighed for at byde ind i forbindelse med en aktivitet, så kan det gøres her.

Digitaliseringsstyrelsen driver i samarbejde med Erhvervsstyrelsen sikkerdigital.dk.

Cybersikkerhed på tværs af Europa

National cybersikkerhedsmåned er inspireret af og ligger i forbindelse med den årlige europæiske cybersikkerhedsmåned i oktober, der koordineres af EU-agenturet ENISA (European Union Agency for Network and Information Security).

Som national koordinator vil Digitaliseringsstyrelsen stå for at indrapportere aktiviteter i oktober til ENISA som led i Danmarks bidrag til den europæiske cybersikkerhedsmåned.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk