30-09-2010

Betjente slår alarm: Mangler 1500 mand

Dansk politi har brug for mere end 1500 ekstra betjente, hvis der blot skal holdes trit med fremtidens kriminalitet. Sådan lyder konklusionen i rapporten "Det danske politi mod 2020", som betjentenes fagforening, Politiforbundet, har bestilt hos konsulentfirmaet Motion Media, oplyser Nordjyske.

Helt præcis skal optaget på Politiskolen øges med mere end en tredjedel fra de nuværende 400 elever til 621 - og det vel at mærke hvert eneste år frem mod 2020 - hvis ordensmagten skal kunne følge med udviklingen.

De kommende 10 år vil blive præget af mere indviklet it-kriminalitet, stærkere bander, flere psykisk syge og mere international kriminalitet, hedder det i rapporten.

Desuden er mange politifolk pensionsmodne, og sammenholdt med den generelle befolkningstilvækst står politiet altså og mangler et par bataljoner betjente inden 2020, konkluderer rapporten.

- Jeg har fuld forståelse for, hvis folk tænker, at politiet også må holde for og spænde livremmen ind i disse tider. Men vi pointerer bare, hvordan virkeligheden kommer til at se ud, så vi kan få en saglig debat, siger Politiforbundets formand, Peter Ibsen.

Kilde: Nordjyske


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen
Luk