Antallet af piratangreb ud for Afrikas Horn er i nedgang, men til gengæld dukker piraterne i større tal op på den anden side af det afrikanske kontinent, nemlig i Guineabugten. Det skriver Jyske Vestkysten. Nigeria, Togo, Benin og andre lande, der ligger ud til den vestafrikanske bugt, er blevet piraternes nye hjemsteder.
Piraterne sejler ud i små både og angriber først og fremmest store olietankere, som de indtager og kræver løsepenge for. Men også den kommercielle skibsfart er ifølge Togos udenrigsminister, Robert Dussey, plaget af piratangreb.
- For få år siden var det mest skibe i Adenbugten ud for Somalia, der blev ofre for pirater. Nu er det Guineabugten, siger Dussey til det franske nyhedsbureau AFP.
Ud over at koste menneskeliv koster kriminaliteten på havene milliarder af dollar, viser en opgørelse fra Den Afrikanske Union.
På lørdagens topmøde skulle de forsamlede afrikanske ledere drøfte både ulovligt fiskeri, smugling, forurening og pirateri. Men det er sidstnævnte, der var i fokus.
Gisesla Viera fra Den Internationale Maritime Organisation, der hører under FN, forklarer over for radiostationen Deutsche Welle, at der er flere grunde til, at det er vanskeligt at bekæmpe piraterne i Guineabugten.
- Korruption spiller en rolle, og der er også mangel på kommunikation og koordination. Der er ligeledes mangel på midler til at bekæmpe pirateri, siger hun.
I denne uge meddelte den danske regering, at den giver 13,3 millioner kroner til et EU-program, der skal styrke sikkerheden i Guineabugten.
- Det er høj grad også i vores egen interesse. For en stor del af Vestafrikas handel transporteres på danske skibe. Og danske virksomheder har foretaget milliardinvesteringer i havneanlæg i regionen, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V).
Kilde: Jyske Vestkysten




























