09-10-2014

490 flere nabohjælpere på en måned på Vestegnen

I september tilmeldte 490 husstande på Vestegnen sig Nabohjælp – nu bekæmper 5.377 husstande indbrud sammen. Her før efterårsferien er det et godt tidspunkt at tilmelde sig, opfordrer leder af indbrudsindsatsen hos Københavns Vestegns Politi.
Antallet af nabohjælpere på Vestegnen stiger støt. Alene i september tilmeldte 490 husstande sig nabohjælpssystemet i de 11 vestegnskommuner, som nu tæller 5.377 nabohjælpere. Det viser seneste opgørelse fra Det Kriminalpræventive Råd. Det er en stigning fra 4.887 i september og 4.641 i august.

- Stor ros til borgerne for at stå sammen og hjælpes ad. Så bliver det svært at være tyv, siger leder af indbrudsindsatsen hos Københavns Vestegns Politi politikommissær Per Hansen.

Op til hvert 4. indbrud kan undgås, hvis aktive naboer holder øje med hinandens boliger, mener politiet.

- I efterårsferien er din bolig måske mere alene hjemme end normalt – sørg for, den bærer præg af liv, og overvej at blive nabohjælper, siger Per Hansen.

Han opfordrer beboere til at holde et vågent øje med tyve i nabolaget og straks kontakte politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.

I hele landet er der pr. oktober 78.558 tilmeldt Nabohjælpssystemet.

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen
Luk