03-12-2014

20 indbrudstyve giver gode råd

Lad der gerne ligge legetøj og andet udenfor huset, så det ser ud, som om der er nogen hjemme. Foto: iStockphoto

Lad der gerne ligge legetøj og andet udenfor huset, så det ser ud, som om der er nogen hjemme. Foto: iStockphoto

Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden har fået NIRAS til at interviewe 20 danske indbrudstyve, om deres motiver og metoder. Tyvenes vigtigste råd er simpelt: Vær mere nysgerrige og opsøgende, når I færdes i jeres boligområder.
Det er 20 forskellige fortællinger om livet som indbrudstyv, som DKR og TrygFonden har fået indblik i med undersøgelsen 20 tyve. Men selv om indbrudsteknikkerne og tilgangen til livet og 'arbejdet' som indbrudstyv varierer, så peger interviewene på flere tendenser.

Bare sig ’hej’ - mere skal der ikke til
De fem primære faktorer, der afholder indbrudstyvene i at bryde ind i en bolig, har alle med mennesker og liv at gøre: Viden om mennesker, lyde og liv fra boligen og i området samt nysgerrige blikke fra naboer. - Hvis en indbrudstyv fx oplever, at en beboer eller nabo henvender sig til dem for at høre, om de søger nogen, så ved indbrudstyven, at nogen har set ham og vil kunne genkende ham. Det er indbrudstyvens største frygt, forklarer Lone Harlev, projektleder for Nabohjælp fra DKR og TrygFonden.

Tyven er en dygtig scanner
Nok er tyvens værste fjende andre mennesker, men undersøgelsen viser også, at indbrudstyvene, qua deres levevej, bliver dygtige til at aflæse mennesker og de fysiske og sociale omgivelser: Hvem bor i kvarteret (ældre vs. børnefamilier), står en bolig tom, hvor længe er ejerne ca. væk og er det et 'pænt' kvarter - og så tilpasser de sig derefter.

Det er ofte en samlet vurdering, der fører til, om en indbrudstyv bryder ind eller ej, men primært scanner tyven efter to andre centrale elementer: Er der tydelige tegn på værdigenstande, og gør boligens omgivelser det muligt at arbejde, uden at blive set af naboer og forbipasserende.

Forstyr tyvens radar
Mange af de interviewede tyve beskriver, hvordan deres radar altid er aktiv - nogle gange helt ubevidst. De holder aldrig helt fri. Derfor er forståelsen af tyvenes radar helt central, når vi skal forebygge indbrud.

- Der er mange elementer i spil, når indbrudstyve udvælger en bolig – og nogle gange starter indbruddet længe før, indbrudstyven står i baghaven. Derfor er det vigtigt, at vi sætter ind flere steder Vi skal forringe tyvenes arbejdsvilkår ved at skifte de gamle vindueskarme ud og sørge for god belysning omkring boligen. Vi skal stresse dem med vores nysgerrighed og gode naboskab og vi skal forvirre dem ved hjælp af de kendte små-tricks, siger Lone Harlev.

Gør det svært for tyven
Aftal med naboen, at de skubber posten ind ad brevsprækken, fylder skraldespanden eller parkerer deres bil i jeres indkørsel.
Brug Nabohjælp.dk eller Nabohjælp-app’en til at koordinere nabohjælpen.
Gør din bolig synlig: Undgå høje hække, træer og stakit.
Skab god belysning omkring boligen – så har tyven sværere ved at komme uset ind i boligen.
Værdifulde genstande bør ikke kunne ses udefra. Mange tyve spotter værdigenstande gennem vinduer.
Sørg for gode låse på hoved-, bag- og havedøre. Vejen ud af huset er ligeså vigtig som vejen ind i huset.
Lås dit skur eller ryd op så der ikke ligger redskaber i haven. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet.
Rod gerne med legetøj i haven og opvask på køkkenbordet. Så ser det ud som om, der er nogen hjemme.
Lås dørene inde i huset, når I tager væk for længere tid. Så bliver det besværligt for tyven at komme rundt i hans søgen efter værdigenstande.
Stærke vindueskarme og låse på vinduer er ikke en garanti mod indbrud, men de kan i nogle tilfælde afholde tyven fra at begå indbruddet, da de ikke er interesserede i, at det tager for lang tid at komme ind.
Brug evt. tænd/sluk ure til lys og radio, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.
Gardiner, der er trukket for, gør det sværere at vurdere om der er nogen hjemme, og om der er særlige værdigenstande i boligen. Træk gerne gardinet i soveværelset for, men ”indhyl” ikke hele hjemmet i gardiner.
Vær opsøgende og nysgerrig, når du færdes i dit boligområde og møder fremmede mennesker.
Hvis du gemmer dine værdigenstande, så prøv at finde på nye gemmesteder i rum, som tyvene ikke er lige så interesseret i (køkkener, badeværelser, bryggers osv). Og lad være med at have alle dine nøgler samlet og synlige i et nøgleskab el.lign.

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk