20-10-2015
1000 betjente kan frigives til egentligt politiarbejde
Ifølge SikkerhedsBranchen kan fx fangetransporter, paskontrol og vagtopgaver ved fodboldkampe udliciteres. Foto: Politiet.
- Det kunne være at sidde i de automatiske trafikkontroller, deltage i færdselsrazziaer, køre med arrestanter og tyvekoster, eller det man kalder crowdmanagement, hvor man på lukkede områder - fx til koncerter eller sportsarrangementer - sørger for, at folk opfører sig ordentligt, forklarer SikkerhedsBranchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen til DR Nyheder.
Forslaget kommer på et tidspunkt, hvor dansk politi efter eget udsagn er hårdt spændt for i kølvandet på sidste års terrorangreb i København og flygtningekrisen. Ifølge SikkerhedsBranchens egne tal vil man ved at udlicitere de foreslåede opgaver i alt kunne frigøre over 1000 betjente på årsbasis. Og det vil ske uden at gå på kompromis med sikkerheden for borgerne og kvaliteten af arbejdet, lyder det.
- Alt andet lige er vi altså mere effektive, fordi vi er en privat virksomhed, og vi allerede er vant til at løse de her opgaver allerede. Vi har løst de her opgaver på andre områder i mange år, og der er ingen grund til at tvivle på kvaliteten i branchen. Man skal fokusere på, at det er de sekundære opgaver, vi skal løse, altså dem der ikke kræver en politifaglig uddannelse, siger Kasper Skov-Mikkelsen til DR Nyheder.
Lektor i politividenskab ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet Adam Diderichsen er ikke afvisende over for at nytænkning, men han ser hellere, at man bevarer politiarbejdet under statslig styring. Han foreslår, at man går væk fra give alle den samme politiuddannelse, men i stedet deler den op i kortere og længere forløb alt efter, hvilken type politiarbejde de efterfølgende skal beskæftige sig med.
- Den holdning kan man da godt have, men det er lidt en luksusholdning i en situation, hvor der virkelig mangler ressourcer. Vi har altså ressourcer, der kan frigive 1000 betjente, som man står og mangler, og så synes jeg ærlig talt, at man skal gribe efter det med begge hænder, siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen til DR Nyheder.
Kilde: DR Nyheder




























