21-05-2019

Venstre vil øremærke 50 mio. til ny overvågningsteknologi ved grænsen

Venstre ser gerne blandt andet droner som en del af den teknologi, der fremover skal bevogte grænsen.

Venstres udspil om permanent grænsekontrol skal frigive politiressourcer og baseres på blandt andet droneteknologi.

En fremtidig moderne grænsekontrol skal basere sig på den nyeste teknologi, sagde statsministeren blandt andet ved et pressemøde i forgårs. På Venstres hjemmeside står det uddybende, at det fortsat skal være muligt at lave traditionel personkontrol, hvor politiet m.v. fører kontrol med de rejsende, der krydser grænsen.

Venstre vil samtidig udvikle og investere i ny teknologi og nyt intelligent udstyr, som på sigt kan gøre en stor del af den traditionelle personkontrol overflødig. Der skal i den forbindelse afsættes en pulje på 50 mio. kr. til forskning i intelligente løsninger, som sikrer samme tryghed og kontrol, men hvor det også er muligt at krydse grænsen gnidningsfrit. Det kunne fx være bevægelsescensorer eller droner.

Forskningsarbejdet skal ske i samarbejde med de førende lande inden for grænseteknologi.

Med ny teknologi ønsker Venstre at kunne frigive endnu flere ressourcer og årsværk hos politiet, som kan bruges på at bekæmpe og efterforske kriminalitet andre steder i Danmark. Dog vil partiet fortsat opretholde en styrket politiindsats i de grænsenære områder. I den forbindelse ser statsministeren også gerne en kontrol med udgående køretøjer ud af landet, som man ikke har i dag.


Tags

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen