21-09-2019

Unge brandkadetter får 200.000 af justitsministeren

Jeg er meget glad for, at vi støtter Vestsjællands Brandvæsens projekt, som uddanner unge brandkadetter og hjælper dem væk fra kriminalitet, siger justitsminister Nick Hækkerup.

Justitsminister Nick Hækkerup har valgt at støtte et projekt med unge brandkadetter hos Vestsjællands Brandvæsen med 100.000 kroner årligt i 2019 og 2020. Projektet skal tilbyde de unge et sundt fællesskab og forebygge kriminalitet blandt de unge ved at give dem ny viden og gode relationer.

Midlerne er hentet fra Justitsministeriets særlige kriminalpræventive pulje, der har til formål at støtte lokale initiativer mod kriminalitet.

Projektet hos Vestsjællands Brandvæsen uddanner unge i alderen 13-16 år i bl.a. brand og redning.

Formålet med projektet er at give de unge en brandkadetuddannelse, hvor de får lov at prøve blandt andet førstehjælp, røgdykning og apparatbrug. Uddannelsen kan være med til at give de unge selvværd og nye kompetencer og derved øge deres mulighed for at indgå i uddannelse og beskæftigelse. Samtidig er formålet at mindske de unges risiko for at blive involveret i uhensigtsmæssig adfærd og kriminalitet.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

- Unge, der risikerer at komme på kant af samfundet, skal hjælpes væk fra det kriminelle spor så tidligt som muligt i deres liv. Det kan vi blandt andet gøre med tidlige forbyggende indsatser, hvor vi kan fange unge, der har personlige udfordringer og mangler selvtillid. Derfor er jeg meget glad for, at vi støtter Vestsjællands Brandvæsens projekt ’Trygge opmærksomhedsfællesskaber’, som uddanner unge brandkadetter og hjælper dem væk fra kriminalitet.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen