18-06-2025

Soldater træner indsættelse i Grønland

Soldater fra XIII Lette Infanteribataljon i gang med at gøre sig bekendte med deres omgivelser ved Kangerlussuaq i Grønland. Foto: Rebekka Gimm / Forsvaret

I koordination med de grønlandske myndigheder skal soldater fra XIII Lette Infanteribataljon blandt andet træne bevogtning af kritisk infrastruktur flere steder på Grønlands vestkyst. Det oplyser Forsvarskommandoen og Arktisk Kommando.

Søndag den 15. juni landede et kompagni med omkring 100 soldater fra XIII Lette Infanteribataljon i Kangerlussuaq cirka 300 kilometer nord for Nuuk. Straks efter ankomsten begyndte soldaterne, der til dagligt holder til i Haderslev, at forberede sig på knap to ugers øvelse i et anderledes og mere ufremkommeligt terræn, hvor det ikke er muligt at anvende køretøjer.

- Det er en opgave, der passer os ret godt. Vi er en enhed, der til dagligt opererer uden køretøjer, så vi er vant til at bruge vores kroppe, og vi er rigtig spændte på at komme til at operere i det grønlandske landskab, siger kaptajn Youkhanis, der kompagnichef for 1. Kompagni.

Fælles om opgaveløsningen

Under øvelsen er kompagniet fra Slesvigske Fodregiment underlagt Arktisk Kommando, der har ansvaret for alle Forsvarets operationer i og omkring Grønland. I forbindelse med indsættelsen får soldaterne støtte fra både Søværnet og Flyvevåbnet, som i øjeblikket også har enheder i området. Det er også planen, at de skal arbejde sammen med eleverne på Arktisk Basisuddannelse, som forventes at få stort uddannelsesudbytte af Forsvarets øgede tilstedeværelse i Arktis.

- Det bliver nogle spændende dage. Vi skal flere forskellige steder hen, og selvom vi er glade for at gå, så er afstandene heroppe for store. Derfor er det planen, at vi skal ombord på fregatten Niels Juel, der sejler os tæt på et af de steder, hvor vi skal indsættes. Og så hjælper Flyvevåbnets helikoptere os med at komme i land. Det er et større koordineringsarbejde, men vi glæder os til at arbejde sammen med de andre værn og de grønlandske samarbejdspartnere om denne opgave, siger kompagnichefen.

Fregatten Niels Juul ankom til Grønland i sidste uge, og det samme gjorde to af Flyvevåbnets EH101 Merlin-helikoptere, der skal fragte soldaterne og deres udrustning til de ellers svært fremkommelige steder, som soldaterne skal træne bevogtning af.




Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk