Danmark er ifølge Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) i risiko for at blive udsat for forsøg på destruktive cyberangreb fra russiske statslige hackere, hvor hensigten er at skabe mere omfattende konsekvenser for samfundsvigtige funktioner end hidtil.
Den skærpede vurdering kommer på baggrund af, at Ruslands statslige hackergrupper sandsynligvis udviser en øget risikovillighed i forhold til at udføre destruktive cyberangreb mod europæiske NATO-lande. Det viser bl.a. et omfattende destruktivt cyberangreb mod Polens energisektor i december 2025, der dog blev afværget. Angrebet kan, ifølge den polske regering, tilskrives hackergrupper med direkte forbindelse til den russiske stat.
Selvom der er en skærpet trussel fra destruktive cyberangreb fra russiske statslige hackere, fastholder SAMSIK at dette er inden for det samlede trusselsniveau for destruktive cyberangreb, som er ”middel”.
Vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed Christine Engel Christensen siger:
“Vi lever i alvorlige tider. Der er nogle, som ikke ønsker os det godt, og i værste fald går de efter at forstyrre vores samfunds kernefunktioner som forsyning af strøm, vand og internet. I Styrelsen for Samfundssikkerhed arbejder vi for, at Danmark bliver mere robust og kan imødegå de trusler, vi står overfor. Derfor orienterer vi løbende om udviklingen i trusselsbilledet og opfordrer til og vejleder om skærpet opmærksomhed på sikkerheden.”
Wiper-angreb
Destruktive cyberangreb kan tage flere former, men kommer oftest til udtryk i form af såkaldte wiper-angreb, hvor hackerne forsøger at slette eller overskrive data, så det bliver utilgængeligt eller er umuligt at genskabe, eller i form af manipulation af operationel teknologi (OT). Både wiper-angreb og manipulation af OT kan få alvorlige konsekvenser, hvis de rammer samfundsvigtige funktioner.
Den skærpede trusselomhandler særligt truslen fra russiske statslige hackere, selvom der fortsat også er en trussel fra pro-russiske hackergrupper. Truslen fra Ruslands statslige hackere adskiller sig markant fra truslen fra pro-russiske hackere, idet statslige hackere har kapaciteten til at gennemføre koordinerede og målrettede cyberangreb mod kritisk infrastruktur.































