28-08-2020

Sikringsvirksomhed: Derfor skal vi alle tage lærlinge

Lærlinge er vigtige for branchens kvalitet og overlevelse. Vi skal stå sammen og sørge for, at vi har teknikere fremover, for det er vores allesammens ansvar. Det er vigtigt, fordi vi ikke kan få folk nok. Og de teknikere, vi kan få, er ikke altid gode nok, siger Jørgen Kronborg.

SikkerhedsBranchen har i efteråret fokus på lærlingeproblematikken i branchen, og her på siden vil vi løbende bringe en række relevante artikler om emnet. I denne artikel pointerer Jørgen Kronborg, der er adm. direktør i sikringsvirksomheden Actas, at sikringsvirksomheder skal tage lærlinge både for deres egen og branchens skyld.

Der mangler teknikere i sikringsbranchen, og der er rift om de dygtigste folk. Men i dag kan elektrikeruddannelsen tilrettes mod sikring og sikkerhed, og det bør branchen udnytte til at få trænet teknikerne helt fra bunden, mener Jørgen Kronborg:

- Det er vigtigt for branchens kvalitet og overlevelse. Vi skal stå sammen og sørge for, at vi har teknikere fremover, for det er vores allesammens ansvar. Det er vigtigt, fordi vi ikke kan få folk nok. Og de teknikere, vi kan få, er ikke altid gode nok, forklarer han.

Actas har selv haft lærlinge siden 2011, og inden da havde de delelærlinge. Lige nu har virksomheden 16 lærlinge, og det er ikke kun for branchens eller de unge menneskers skyld. Virksomheden har også gavn af at få friskt blod ind i medarbejderstaben.

- Det giver et meget bedre klima både i virksomheden og i branchen, at vi har forskellige typer. Vi har både voksen- og ungelærlinge, og det gør altså noget for klimaet i virksomheden, fortæller Jørgen Kronborg.

Som medlem af SikkerhedsBranchens bestyrelse og formand for foreningens udvalg for tv-overvågning har Jørgen Kronborg været med til at tage initiativ til en indsats for at få flere sikringsvirksomheder til at tage lærlinge. For der er faktisk ingen grund til, at man ikke skulle kunne, siger han:

- Jeg hører tit folk sige at det er jo besværligt, og det er jo dyrt at have en lærling. Og ja, det koster da lidt besvær og lidt penge. Men når du først er godkendt som læreplads og er kommet godt i gang, så bruger man altså ikke mere end en times tid på administration i snit om ugen. Og man får gode folk ud af det i sidste ende, fastslår han. Han fortæller at Actas indtil videre har beholdt alle sine lærlinge efter endt udlæring.

Så hvad skal der til for at tage en lærling – udover de rent formelle krav med at blive godkendt? Ifølge Jørgen Kronborg er det først og fremmest et spørgsmål om at ville det:

- Man skal selvfølgelig gide de unge mennesker, og man skal være god til dem. Og så skal man lægge det arbejde, det kræver og ikke give op, hvis det kræver en ekstra indsats – det plejer at give bonus, og man opnår for det meste dygtige og engagerede medarbejdere, fortæller han.

Han minder dog om, at der er mange muligheder for både virksomhed og lærling at se hinanden an, inden man hænger på et dårligt match igennem en hel uddannelse. Dels er der tre måneders prøvetid at starte på, og dels kan man starte med at lave en kort uddannelsesaftale på et enkelt år. Den mulighed har Jørgen Kronborg og Actas selv brugt i tilfælde, hvor der har været tvivl om viljen eller evnerne hos lærlingen.

Det er altså bare med at komme i gang med at tage en lærling, hvis man er en sikringsvirksomhed, der gerne vil have gode folk, man selv kan oplære fra bunden. Og så skal man naturligvis gøre det ordentligt:

- Det er vigtigt, at man ikke falder i at se sin lærling som den billige andenmand. Man skal sørge for, at de prøver det hele, og at de får en god uddannelse, fastslår Jørgen Kronborg.

Det er let at komme i gang

Der er mange gode grunde til at tage en lærling, og det behøver ikke være uoverskueligt. Derfor giver SikkerhedsBranchen i sin nye folder virksomhedslederen tre lette trin til at komme godt i gang med at styrke både din virksomhed og branchens fremtid. Klik her og kom godt i gang.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk