17-10-2025

Rekordfå skorstensbrande: Antallet faldet med 40 procent på fem år

Graf: Beredsskabsstyrelsen

Sidste år rykkede brandvæsenet ud til 235 skorstensbrande, hvilket er det laveste antal i fem år. Den faldende tendens skyldes formentligt flere faktorer, herunder at husejerne er blevet bedre til at fyre korrekt.

Det går den rigtige vej i antallet af skorstensbrande. I 2024 rykkede brandvæsenet ud til 235 skorstensbrande. Det er næsten 40 procent færre end i 2020, hvor antallet var 391. På trods af det store fald, er der stadig cirka en brand i døgnet i fyringssæsonen.

- Det er glædeligt, at vi fortsat oplever et fald i antallet af skorstensbrande, men vi skal de sidste til livs. Hvis vi bl.a. fastholder fokus på korrekt optænding, kan vi gøre den nedadgående kurve endnu mere stejl, siger forebyggelsesekspert Mads Dalgaard fra Beredskabsstyrelsen.

Hos Skorstensfejerlauget glæder de sig også over, at antallet af skorstensbrande er faldende. Årsagerne skyldes blandt andet udskiftning og nedtagning af brændeovne og pejse samt, at de oftest ikke længere bruges som primær varme. Ifølge Børge Petersen fra Skorstensfejerlauget er en del af ligningen også, at ejere af eksempelvis brændeovne er blevet bedre til at benytte den korrekt:

- Vi har altid gode råd med om korrekt optænding til ejerne, når vi er ude at tilse brændeovne. Det er positivt, når vi kan se, at vores oplysningsarbejde bærer frugt, og ejerne har taget de gode råd til sig, siger Børge Petersen.

Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber, supplerer:

- Går der alligevel ild i skorstenen, skal man lukke for lufttilførslen og ringe 1-1-2. Man må aldrig hælde vand på en varm skorsten eller brændeovn, da det kan føre til voldsom udvikling af damp eller rørsprængning, så ring efter brandvæsenet med det samme.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk