02-12-2021

Ny analyse: Vi har tillid til den digitale offentlige sektor

Figuren fra Digitaliseringsstyrelsen viser respondenternes vurdering af udsagnet "Jeg har generelt tillid til offentlige digitale løsninger" fordelt på alderskategorier.

Ny analyse viser, at de fleste borgere har tillid til offentlige digitale løsninger. Samtidig peger analysen på en række områder, hvor borgerne oplever, at der er plads til forbedring.

Ifølge Digitaliseringsstyrelsen gør de fleste borgere dagligt brug af offentlige digitale løsninger, når de eksempelvis læser Digital Post fra det offentlige, bruger NemID/MitID til at godkende betalinger eller logge på offentlige og private tjenester, fremviser coronapas eller registrerer sig hos lægen med det digitale sundhedskort. Digitale løsninger er en stor del af vores hverdag og møde med den offentlige sektor. Derfor er det væsentligt, at borgerne har tillid til de offentlige digitale løsninger.

En ny analyse har nu set nærmere på, hvordan det står til med borgernes tillid til den digitale offentlige sektor.

De fleste borgere har tillid til offentlige digitale løsninger
Analysen viser, at 78 pct. af borgerne generelt har tillid til de offentlige digitale løsninger. Andelen af borgere, der har tillid til løsningerne, varierer på baggrund af forhold som alder og uddannelse og i mindre grad i forhold til indkomst og etnisk oprindelse. Fx har 88 pct. af de 35-54 årige tillid til offentlige digitale løsninger, mens det for de 75-89 årige er 65 pct. Generelt er andelen af borgere med tillid til de offentlige digitale løsninger lavest blandt unge og ældre.

Undersøgelsen viser samtidig, at der hos en del af borgerne er nogen usikkerhed om den offentlige sektors behandling af personlige oplysninger. 51 pct. af befolkningen angiver, at de er enige i, at den offentlige sektor passer godt på deres personlige oplysninger, mens 11 pct. er uenige i dette udsagn. 37 pct. svarer "hverken eller".

- Digitalisering af den offentlige sektor er med til at effektivisere den offentlige administration og udnytte ressourcerne bedre. Samtidig gør brugervenlige løsninger og digital service vores hverdag lettere, siger Tanja Franck, Direktør for Digitaliseringsstyrelsen, og fortsætter:

- Men forudsætningen for god offentlig digitalisering er, at borgerne har tillid til offentlige digitale løsninger. Tillid er et vigtigt pejlemærke for vores arbejde, og det glæder mig at se, at størstedelen af borgerne generelt udtrykker tillid til de offentlige digitale løsninger. Men samtidig skal vi tage det alvorligt, når der er borgere, som føler sig usikre på, om vi passer godt nok på deres personlige oplysninger. Datasikkerhed har en høj prioritet i den offentlige sektor, men det skal naturligvis også være oplevelsen hos borgerne.

Gode brugeroplevelser, men det kan være svært at få indblik i oplysninger
Analysen undersøger også en række andre emner, der kan have betydning for tilliden til den digitale offentlige sektor. Fx viser analysen, at de borgere, der anvender de offentlige digitale løsninger, har en god brugeroplevelse. Og de fleste mener, at de har de rette færdigheder til at anvende de digitale løsninger. Samlet set kan det pege på, at brugeroplevelsen i dag ikke er den største udfordring for at skabe tillid til de offentlige digitale løsninger. Til gengæld oplever borgerne, at det kan være svært at få indblik i, hvilke oplysninger offentlige myndigheder har om dem.

Om analysen
Analysen "Tilliden til den digitale offentlige sektor" tegner på baggrund af data fra Danmarks Statistik et billede af, hvordan borgerne oplever den digitale offentlige sektor.

Analysen er baseret på data fra Danmarks Statistiks spørgeskemaundersøgelse It-anvendelse i befolkningen 2021. Datagrundlaget er et repræsentativt udsnit af borgerne i Danmark på 2657 respondenter, der har svaret på en rækkes spørgsmål og udsagn om deres it-anvendelse i 2. kvartal 2021.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk