21-03-2022

I dag får Danmark ny Digital Post

I den nye Digital Post-app kan man tilgå sin post fra offentlige myndigheder. Appen kan hentes i App Store og Google Play. Foto: Digitaliseringsstyrelsen.

Som en vigtig milepæl i fremtidssikringen af Danmarks offentlige digitale infrastruktur sætter det offentlige idag, mandag d. 21. marts, strøm til det nye Digital Post. Med den nye it-løsning styrkes brugervenligheden i myndighedernes digitale kommunikation med borgere og virksomheder. Samtidig åbnes muligheden for at tilgå post fra det offentlige via flere platforme.

I dag mandag afløses den tidligere it-løsning til post fra offentlige myndigheder med det nye Digital Post. Den nye løsning er en vigtig del af arbejdet med at forbedre og fremtidssikre den offentlige service til gavn for borgere og virksomheder, så brugervenlighed og sikkerhed følger med tiden.

Den offentlige sektor har fået et øget ejerskab over den nye Digital Post-løsning, hvilket giver en større fleksibilitet til at kunne tilpasse løsningen til fremtidige behov og sikre en bedre sammenhæng til andre offentlige it-løsninger.

- Med den nye løsning sikrer vi, at Digital Post forsat vil være en essentiel grundsten i den offentlige digitale infrastruktur og borgernes møde med det offentlige. Det er en forudsætning både for borgernes velfærd og for danske virksomheders konkurrenceevne, at myndigheder, borgere og virksomheder nemt og sikkert kan udveksle alt fra følsomme oplysninger til information af generel karakter, siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, og fortsætter:

- Det har Digital Post muliggjort siden 2013 for virksomheder og 2014 for borgere, og med den nye løsning sikres det, at vi i Danmark fortsat kan sætte nye standarder inden for sikker digital kommunikation fra og med den offentlige sektor.

Ny Digital Post gavner både borgere og erhvervsliv

Digital Post er de offentlige myndigheders fælles it-løsning, der gør det muligt at kommunikere sikkert med borgere, virksomheder og andre myndigheder. Det er fx via Digital Post, at borgerne modtager indkaldelser fra sygehuset eller svar på pladsansøgningen til en institution fra kommunen, og det er også her, at virksomheder i Danmark modtager information om fx barsel, refusion af sygedagpenge eller straffeattester. Netop denne dobbeltfunktion som postkasse for offentlig post til borgere og virksomheder får nu et løft med lanceringen af en ny Digital Post-app, der gør det lettere for særligt ejere og medarbejdere i SMV’er at skifte mellem sin private post og sin virksomhedspost.

Fremover kan virksomheder og borgere frit vælge, om de vil tilgå deres Digital Post fra de tre platforme, som det offentlige stiller rådighed: borger.dk, Virk eller den nye Digital Post-app. Digital Post fra det offentlige vil også kunne læses på de to platforme fra private selskaber, e-Boks og mit.dk. På disse platforme kan man også modtage post fra private aktører som fx banker og forsikringsselskaber, der har indgået en privat aftale om at anvende en af de privatejede platforme for sikker digital post. Det er e-Boks A/S, der står bag platformen e-Boks, og Netcompany er virksomheden bag mit.dk.

Nyt meddelelsesformat og app giver Digital Post et kvalitetsløft

Det nye Digital Post kan bringe den offentlige service op på et nyt niveau med et større fokus på brugervenlighed og interaktion. Det såkaldte MeMo-format i den nye it-løsning for Digital Post giver blandt andet myndighederne mulighed for at opsætte smartere visninger og funktioner, der gør det lettere for borgeren at handle på beskeder med fx kalenderinvitationer, der kan kopieres direkte over i borgerens kalender på mobilen, tablet eller computer – eller direkte links ind til offentlige selvbetjeningsløsninger.

Nye tider for myndigheder og borgere

Fremover kan den enkelte myndighed også se frem til, at de nu slipper for den administrative afregningsopgave til leverandøren for hver Digital Post, de sender. Det betyder, at den enkelte myndigheds administrationsopgave, hvor regningen for Digital Post ofte skal fordeles blandt de interne afdelinger i myndigheden, nu ophører. For med det nye Digital Post får den offentlige sektor en fælles regning, som betales centralt.

I den nye Digital Post-løsning sættes også et stort punktum for, at borgerne får sms’er mellem kl. 18 og kl. 08, når de har modtaget ny post fra det offentlige. Dermed er det slut med at blive forstyrret med adviseringer på skæve tidspunkter af døgnet.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk