24-09-2021

Fire millioner danskere bruger nu NemID nøgleapp

NemID nøgleappen gør det både nemmere og mere sikkert at benytte sit digitale ID på nettet, siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

NemID nøgleapp har rundet fire millioner brugere. Det betyder, at mange danskere vil have lettere ved at blive klar til det nye MitID, meddeler Digitaliseringsstyrelsen.

NemID nøgleapp har siden 2020 været danskernes foretrukne måde at bruge NemID på.

- Danskerne har taget rigtig godt imod NemID nøgleappen siden lanceringen for tre år siden. Det er vi rigtig glade for, for den gør det både nemmere og mere sikkert at benytte sit digitale ID på nettet. Og med NemID nøgleapp er det samtidig nemmere at blive klar til MitID, siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

NemID nøgleapp er et godt eksempel på, at danskerne generelt er gode til at tage nye digitale løsninger i brug. Siden NemID nøgleapp blev introduceret for tre år siden, har NemID-brugerne taget appen til sig i stor stil. Det gælder også den ældre del af befolkningen – alene fra 2019 til 2020 har der været en stigning på ca. 55 pct. i antallet af ældre over 65 år, der anvender NemID nøgleapp.

- NemID nøgleapp er en vaskeægte succes. Brugerne synes appen er smart og nemmere at bruge end nøglekortet, og i nøgleappen kan du se, hvilken handling du er ved at godkende. Det giver brugerne en øget tryghed og sikkerhed, og den sikkerhed styrker vi yderligere med MitID, siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

Finans Danmark står sammen med Digitaliseringsstyrelsen bag NemID nøgleapp i et unikt samarbejde mellem den offentlige sektor og bankerne. Det samme partnerskab står bag MitID, som i løbet af 2021 og 2022 erstatter NemID som nationalt, digitalt ID.

Bliv klar til MitID
Fra oktober 2021 og frem mod sommeren 2022 skal alle NemID-brugere overgå til MitID. Det sker for at styrke vores digitale sikkerhed og gøre Danmark klar til fremtiden. I overgangen fra NemID til MitID er der behov for, at nogle NemID-brugere opdaterer de ID-oplysninger, som er knyttet til deres NemID, før de kan få MitID.

Har man et gyldigt dansk pas med chip og en egnet smartphone, har man mulighed for allerede nu at gennemføre denne proces digitalt i NemID nøgleappen ved at scanne sit pas og dermed bekræfte sin identitet. De NemID-brugere, der skal opdatere deres ID-oplysninger, får direkte besked i Digital Post fra Digitaliseringsstyrelsen. Har man ikke et gyldigt pas eller en nyere smartphone, kan man blot fortsætte med at bruge NemID nøgleappen som hidtil.

Fakta

Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark lancerede NemID nøgleapp i foråret 2018.

NemID nøgleapp er i dag blevet hentet af mere end fire millioner brugere.

Nøgleappen overhalede i marts 2020 for første gange nøglekortet i antallet af transaktioner, og appen er i dag danskernes foretrukne måde at bruge NemID på.

NemID nøgleapp er gratis og kan downloades i App Store og Google Play.

Om MitID

Alle private NemID-brugere skal overgå fra NemID til MitID fra oktober 2021 og frem mod sommeren 2022. Det sker for at styrke sikkerheden, så det også i fremtiden vil være trygt at benytte sit digitale ID på nettet.

MitID er en app til smartphone eller tablet. MitID app bruges på samme måde som NemID nøgleapp til at godkende på en smartphone eller en tablet. Har man ikke mulighed for at bruge MitID app, findes der to alternativer: En MitID kodeviser eller en MitID kodeoplæser til f.eks. personer med nedsat syn.

Alle NemID-brugere får i perioden oktober 2021 til sommeren 2022 direkte besked, når det er deres tur til at få MitID. Det gør de, når de logger ind i deres net- eller mobilbank. De, der ikke har netbank, får besked via Digital Post.

Overgangen fra NemID til MitID sker over en længere periode fra oktober og frem til 2022. I overgangsperioden skal man bruge både sit NemID og MitID.

Bliv klar til MitID

Da der med MitID stilles større krav til sikkerhed, skal nogle brugere opdatere deres ID-oplysninger for at blive klar til MitID. Man får Digital Post fra Digitaliseringsstyrelsen om, hvis man skal opdatere sine ID-oplysninger i forbindelse med overgangen til MitID. Her vil der også stå, hvordan man gør. Er du fritaget fra Digital Post, modtager du et fysisk brev med posten.

Man kan opdatere sine ID-oplysninger i NemID nøgleapp. Man skal bruge et dansk pas med chip (udstedt efter 1. januar 2012) og en telefon, der kan scanne passets chip. Det kan de fleste android-telefoner og iPhone 7 og opefter.

Kan man ikke opdatere sine ID-oplysninger i sin NemID nøgleapp, fx hvis man ikke har et gyldigt pas eller en telefon, der kan scanne det, skal man blot se bort fra beskeden i NemID nøgleappen og det brev, man har modtaget i Digital Post. Man vil i første halvår af 2022 få et nyt brev i Digital Post fra Digitaliseringsstyrelsen, hvor man får at vide, hvad man så skal gøre for at få MitID. Indtil da, kan man forsætte med at bruge sit NemID og sin NemID nøgleapp som man plejer.

Der er ikke behov for at investere i en ny telefon for at få og bruge MitID. MitID appen understøtter også ældre telefoner – for iPhone gælder det fx for iPhone 5S fra 2013 og nyere modeller. Hvis man har en ældre telefon, og man er en af de brugere, der skal opdatere sine ID-oplysninger, er man blot nødt til at vente, til man i første halvår af 2022 får brevet i Digital Post, hvor man får at vide, hvad man skal gøre for at få MitID. Det kan for nogle brugere betyde, at man skal møde fysisk frem i borgerservice for at få MitID.

Læs mere om at opdatere ID-oplysninger på borger.dk/ID.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk