05-12-2025

Færdiguddannede i nyt jordbaseret luftforsvarssystem

NASAMS er et meget mobilt system, der hurtigt kan indsættes. Foto: Casper Brock / Forsvaret

Efter mange ugers intensiv uddannelse i samarbejde med det norske forsvar kan Air Defence Wing nu stille klar med det første hold soldater, som skal beskytte det danske luftrum fra jorden. Det oplyser Forsvarskommandoen.

I en oplyst hangar nordvest for Trondheim står NATO’s flag ankret i midten mellem det norske og danske. Side om side står resultatet af ugers træning, uddannelse og kammeratskab. De norske og danske soldater danner rammen – og til trods for både sproget og de forskellige uniformer, blender de to tydeligt sammen denne lørdag formiddag. I midten står Forsvarsministeren og Forsvarschefen sammen med de norske samarbejdspartnere. Også de udgør en samlet enhed i dag. I retning mod den fremmødte presse, er de nu klar til netop at vise resultatet frem for dem og resten af Danmark.

Selvom Air Defence Wing endnu ikke kan markere deres første år som enhed, kan de allerede nu fejre deres første hold uddannede soldater i jordbaseret luftforsvar.

En større gruppe danske soldater fra enheden har nemlig været under uddannelse i Norge, hvor de i samarbejde med norske soldater er blevet uddannet i NASAMS-systemet. NASAMS er det første af en række anskaffelser af jordbaseret luftforsvar – og nu er første hold klar til at varetage opgaven. Det er Air Defence Wing der står for det jordbaseret luftforsvar, som Danmark ikke har haft siden 2005, hvor HAWK-systemet blev udfaset.

En af de kapaciteter, hvor Danmark skal rykke hurtigst og mest markant

- Jordbaseret luftforsvar bliver en af de kapaciteter, hvor Danmark skal rykke hurtigst og mest markant. De næste fem år kommer til at være definerende for, hvordan Danmark i fremtiden både kan forsvare sig selv og samtidig indgå i NATOs samlede forsvar. Nu hvor vi har det første udannede personel og snart modtager vores første system, har vi taget et stort og afgørende skridt, i styrkelsen af forsvaret i Danmark, siger oberst Jan Toft, Chef for Air Defence Wing.

Den uddannelse som de danske soldater har gennemgået er bygget op som en mentorordning. Det vil sige, at den enkelte soldat er blevet specialiseret indenfor et givent felt, og derefter skal være med til at videreuddanne deres kommende kollegaer.

NASAMS har den særlige evne, at det er meget mobilt - og derfor hurtigt kan indsættes. Både til beskyttelse af civilbefolkningen, militære mål og kritisk infrastruktur (hospitaler, havne, broer, værker m.m.). NASAMS er allerede i brug i 13 nationer, heriblandt som del af luftforsvaret af Washington D.C. og i Ukraine.

Det er et af Forsvarets største våbenkøb i nyere tid. NASAMS er det første ud af i alt otte systemer, som gradvist bliver indkøbt for i alt 58 milliarder kroner. Det er grundstenen bag Air Defence Wing, som til dagligt holder til på Flyvestation Skalstrup nær Roskilde.

NASAMS forventes at blive opstillet på Flyvestation Skalstrup omkring årsskiftet.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk