09-08-2022

EU: "Mørketal gør det svært at analysere ransomware-problemet"

I 94 procent af de analyserede hændelser var det ikke muligt at bekræfte, om der blev betalt løsesum.

EU's cybersikkerhedsagentur Enisa mener, at de rapporterede ransomware-angreb kun er "toppen af isbjerget".

I en ny rapport analyserer Enisa 623 ransomware-angreb mellem maj 2021 og juni 2022 og har fundet 47 individuelle trusselsaktører. Enisa mener, at ransomware er en kæmpe sikkerhedsudfordring, og at det er svært at få det rigtige billede af trusselslandskabet. I 94 procent af de analyserede hændelser var det ikke muligt at bekræfte, om der blev betalt løsesum.

Oven i det er ofrenes modvilje mod selv at rapportere ransomware-angreb, fordi de ifølge Enisa "foretrækker at håndtere problemet internt og undgå dårlig omtale".

Det gør det svært for Enisa at gennemføre en ordentlig analyse.

- Manglen på pålidelige data fra de berørte organisationer gør det meget vanskeligt fuldt ud at forstå problemet eller overhovedet at vide, hvor mange ransomware-hændelser der forekommer, siger cybersikkerhedsagenturet.

- Ransomware er udbredt, og vores undersøgelse viser, at trusselsaktørerne udfører vilkårlige angreb. Virksomheder af alle størrelser i alle sektorer er berørt. Enhver kan være et mål. Vi opfordrer organisationer til at forberede sig på ransomware-angreb og overveje de potentielle konsekvenser, før angrebet sker, skriver Enisa i sin rapport.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk