24-02-2023

Beredskabsstyrelsen: Sådan laver man en nødplan

Foto: Pixabay

En ny vejledning fra Beredskabsstyrelsen  i "kontinuitetsplanlægning" guider myndigheder, virksomheder og organisationer frem mod en plan B, hvis driften af samfundsvigtige eller forretningskritiske funktioner bliver ramt af forstyrrelser eller afbrydelser.

- Har din myndighed, virksomhed eller organisation en plan B? Har I konkrete planer for, hvordan I vil opretholde organisationens samfundsvigtige eller forretningskritiske funktioner, hvis fx elforsyning, it-systemer eller andre vigtige ressourcer svigter?, spørger Beredskabsstyrelsen.

I en ny vejledning sætter styrelsen fokus på arbejdet med kontinuitetsplanlægning. Kontinuitetsplaner er et vigtigt supplement til organisationens generelle beredskabsplan.

Hvor beredskabsplanen anvendes ved hændelser, der kræver aktivering af organisationens krisestyring, beskriver kontinuitetsplanen, hvordan organisationen opretholder fortsat drift af samfundsvigtige eller forretningskritiske funktioner, hvis vigtige ressourcer og leverancer svigter.

- Vi lever i et komplekst samfund, og de senere års kriser har understreget behovet for, at myndigheder, virksomheder og organisationer har planer for, hvordan man fortsat kan levere, hvis man bliver ramt af forstyrrelser. Vejledningen i kontinuitetsplanlægning sætter rammerne og retningen for dette vigtige arbejde, siger vicedirektør i Beredskabsstyrelsen Asif Parbst Amin.

Vejledningen i kontinuitetsplanlægning er primært målrettet planlæggere og sikkerheds- og driftsansvarlige m.fl. i myndigheder, virksomheder og organisationer, der varetager samfundsvigtige opgaver.

Der er udviklet konkrete værktøjer til at understøtte arbejdet med kontinuitetsplanlægning.

Vejledningen og værktøjerne er tilgængelige her.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk