10-02-2022

Advarselsrobot bremser kortmisbrug

Advarselsrobotten identificerer forsøg på kortmisbrug, og Nets kan via en kontrol hos bankerne hurtigt advare forretningerne, som derved har mulighed for at stoppe forsendelsen. Foto: Pixabay.

En ny advarselsservice, der så dagens lys ved årsskiftet, har allerede vist sit værd i forhold til at bekæmpe misbrug på Dankort. Advarselsrobotten identificerer forsøg på kortmisbrug, og Nets kan via en kontrol hos bankerne hurtigt advare forretningerne, som derved har mulighed for at stoppe forsendelsen.

For at mindske misbrug på Dankort på nettet yderligere har Nets introduceret en ny advarselsservice, der gør internetforretninger bedre i stand til at dæmme op for forsøg på kortmisbrug og stoppe en igangværende forsendelse, som de risikerer aldrig at få betaling for.

- Vi introducerer løbende nye tiltag, der kan øge sikkerheden og bidrage til yderligere at mindske misbruget på Dankort. Med den nye advarselsservice, som er et samarbejde mellem Nets og bankerne, klæder vi forretningerne bedre på til at vurdere, om evt. mistænkelige køb bør afvises. Selvom det er helt nyt for forretningerne at modtage disse beskeder fra os, så ser det allerede fra start ud til at have en markant effekt, vurderer Jeppe Juul-Andersen, Direktør i Nets med ansvar for Dankort.

Forretningerne værdsætter styrket advarselssystem

Den nye service, som Dankort-forretningerne kan benytte sig af, blev introduceret for alle internetforretninger ved årsskiftet, og efter blot en måned har den allerede bidraget til at spare forretninger for tusindvis af kroner i tab. En af de forretninger, der har været med i pilotforløbet i slutningen af sidste år, hvor de var med til at teste den nye løsning, er Salling Group, der allerede har flere eksempler på køb, hvor det nye advarselssystem har bidraget til at forhindre misbrug.

- Vi hilser alle initiativer og tiltag velkomne, som kan bidrage til at bekæmpe misbrug af betalingskort. Derfor er vi også positive over det nye advarselssystem, som giver os endnu bedre forudsætninger for at spotte og stoppe betalingskortsmisbrug hurtigere end vi tidligere har kunnet. Af den grund er vi glade for, at advarselssystemet er en permanent løsning, så vi og andre internetforretninger kan stå endnu stærkere over for svindlere, siger Jakob Dupont, som er ansvarlig for Salling Groups indsats mod svindel med betalingskort ved onlinehandel.

Sådan fungerer Dankort advarselsservice

Når der går en alarm hos Fraud Management hos Nets, så sender en robot straks besked til den bank, der har udstedt betalingskortet, for at tjekke om et Dankort kan være i gang med at blive misbrugt. Hvis banken bekræfter, at det pågældende Dankort relaterer sig til misbrug, sendes der en notifikation pr. mail til de forretninger, hvor kortet har været anvendt. Det giver forretningen mulighed for at undersøge ordren nærmere og forsøge at stoppe forsendelsen af varen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk