National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et kriminelt netværk bag handel med narkotika flere steder i Danmark. En 45-årig mand efterforsket i sagen er blevet dømt for at opbevare euforiserende stoffer på sin bopæl, hvorfra nogle af disse blev videredistribueret.
Det er sket ved Retten i Herning, der fandt det bevist, at den 45-årige i en periode fra oktober 2023 til januar 2024 til dels opbevarede samlet 11 kg kokain, 19 kg MDMA, 29,49 kg hash og 5 kg skunk på sin bopæl på en landejendom nær Tarm, ligesom han førte et minutiøst regnskab over distribuering af narkotikaen og flere gange havde deltaget i flytning af narkotikalageret.
Den 45-årige var i ledtog med en 32-årig mand, der i juni 2024 blandt andet tilstod sin rolle i sagen samt i anden narkotikakriminalitet, og som blev idømt 12 års fængsel.
Efterforskningen mod den 45-årige har indebåret overvågning og aflytning af den nu dømte mand forud for hans anholdelse i februar 2024, hvor NSK slog til på flere adresser på Sjælland og i Jylland og foretog en række øvrige anholdelser og ransagninger.
Specialanklager i NSK, Jacob Gents, siger:
- Den 45-årige har spillet en aktiv rolle i et netværk bag handel med narkotika flere steder i Danmark, og jeg er på den baggrund godt tilfreds med, at retten har udmålt en lang fængselsstraf, der tydeligt sætter en streg under alvoren i sagen.
Foruden fængselsstraf konfiskerede retten også 50.000 kroner i udbytte.