I SikkerhedsBranchen går vi flere veje for at gøre opmærksom på vigtigheden af korrekt terrorsikring. SikkerhedsBranchen er jævnligt til stede på Christiansborg, hvor vi holder møder med politikerne om netop terrorsikring – og gør dem opmærksomme på, at vi bør have en lov, der beskriver beføjelser, ansvarsfordeling, anvendelsesområde og konkrete krav til standarder, så at kommuner gør brug af korrekt terrorsikring frem for betonklodser og blomsterkummer på torve og stræder, som i øvrigt er værre end ingenting.
For år tilbage nedsatte vi et udvalg med fokus på terrorsikring – et udvalg, der består af vigtige, professionelle aktører, der alle bidrager med og samler den tekniske viden på området. Her arbejder vi for eksempel med at udarbejde vejledninger, og udvalgets seneste skud på stammen er en vejledning om køretøjsangreb, der giver råd og vejledning til at sikre udeområder ud fra den generelle trusselsvurdering fra PET. På den måde kan kommunerne og andre, som har ansvaret, få input til, hvordan de skal forholde sig.
Det er denne vejledning, der er blevet genstand for opmærksomhed hos Europakommissionens Joint Research Centre, der stiller videnskabelig viden til rådighed for fremtidige initiativer fra EU, og som måler effekten af allerede gennemførte initiativer. JRC er blevet opmærksom på vejledningen, fordi de ville præsentere de to ISO-standarder 22343-1 og 2 om køretøjsbarrierer, hvor jeg har været Danmarks repræsentant. Så nu får vi sat et lille fingeraftryk på EU, fordi vores vejledning kommer ud at ligge på JRC’s hjemmeside.
Vejledningen er blevet oversat til engelsk, ligesom der er blevet lavet krydsreferencer til de to ISO-standarder 22343-1 og -2. Jeg er derfor meget beæret over at være udpeget til at holde et oplæg om emnet for gruppen på et webinar torsdag 20. juni 2024. Jeg ser frem til at dele ud af udvalgets arbejde, og ikke mindst hvordan vi arbejder i vores organisation.
Webinaret hedder Webinar: Hostile Vehicle Mitigation - ISO 22343 - Sikkerhedsbranchen.
Hvis du vil være med, kan du deltage her.
































