19-08-2020

Han efterfølger Lars Thinggaard som CEO for Milestone Systems

Thomas Jensen er udnævnt til ny CEO for Milestone Systems.

I marts annoncerede Lars Thinggard sin fratræden som CEO for Milestone Systems. Nu meddeler det verdensledende VMS-selskab, at Thomas Jensen er udnævnt til ny CEO.

Han tiltræder rollen den 1. oktober 2020.

Thomas Jensen kommer senest fra Bechtle, en af Europas største udbydere af it-tjenester inden for B2B, hvor han var vicechef og bestyrelsesmedlem.

Før det var han chef for Worldwide Channel Sales Strategy for HP Inc. i Palo Alto, Californien. I løbet af separationen af Hewlett-Packard i HP Inc. og Hewlett-Packard Enterprise stod Thomas i spidsen for kanalseparationen og var ansvarlig for at udarbejde den nye strategi og organisation for de indirekte indtægter fra HP Inc.

Før Thomas flyttede til USA, var han General Manager for Hewlett-Packards PC & Print Division i Danmark.

Thomas Jensen har også haft ledende stillinger i Vestas Wind Systems og Maersk Line. Nu skal han stå i spidsen for Milestone Systems, en verdensledende virksomhed inden for videoadministrationssoftware til kamerasystemer til sikkerhedsmæssige formål.

- Jeg er både ydmyg og meget stolt over at være en del af Milestone Systems. Virksomhedens stærke fokus på mennesker var afgørende for mig, da jeg accepterede stillingen, siger han.

- Dertil skal føjes Milestone Systems' indflydelse, når det kommer til at transformere, hvordan videoteknologi bruges, både til sikkerhedsmæssige formål og i nye applikationer uden for branchen. Alt dette gør CEO-opgaven til et drømmejob for mig, siger den ny direktør.

Thomas Jensen har en Master of Science i International Business Administration fra Aalborg Universitet og har afsluttet Executive Board-programmet ved Insead i Frankrig.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk