17-01-2022

Bosch køber tysk bygningsautomationsfirma

Hoerburgers 45 års lange erfaring skal styrke Bosch’s nuværende portefølje inden for områderne bygningssikring, sikkerhed, energitjenester og bygningsautomation.

Bosch Building Technologies står overfor at overtage Hoerburger AG, der har hovedkontor i Waltenhofen i Sydtyskland. Den 45 år gamle virksomhed Hoerburger tilbyder en omfattende portefølje af produkter og løsninger med fokus på bygningsautomation og energistyring.

Et hovedfokus for Hoerburgers aktiviteter er effektiv og bæredygtig drift af bygninger. Løsningerne bruges i en lang række sektorer, for eksempel i store industrivirksomheder, sundhedsfaciliteter og detailkæder. Hoerburger har mere end 200 ansatte på seks lokationer i Tyskland og én lokation i Rumænien, og virksomheden omsatte for 33 millioner euro i 2020.

- Vi ser meget frem til at skulle arbejde sammen med Hoerburgers meget erfarne medarbejdere for i fællesskab at forme og udvide det hurtigt voksende marked for smarte byggeløsninger, siger Thomas Quante, præsident for Bosch Building Technologies.

- Digitalisering, tilslutningsmuligheder og kunstig intelligens åbner stadig flere muligheder for os for at transformere kommercielle bygninger til smarte leve- og arbejdsmiljøer, der giver mennesker øget sikkerhed, tryghed og komfort og sikrer større bæredygtighed. Hoerburgers mange års erfaring vil yderligere styrke vores nuværende portefølje inden for områderne bygningssikring, sikkerhed, energitjenester og bygningsautomation, fortsætter Quante.

- Vi er meget begejstrede for at blive en del af Bosch-familien. Vi vil udnytte vores knowhow til yderligere at udvide Boschs allerede stærke position som en integreret partner for forbundne bygningsløsninger med fremtidsorienterede løsninger og tjenester, siger Christian Hoerburger, CEO for Hoerburger AG.

Købet er betinget af godkendelse fra de relevante konkurrencemyndigheder.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk