Passkeys – herunder biometriske metoder som ansigtsgenkendelse og fingeraftryk samt pinkoder – bliver fremover standard i Microsoft Entra ID. Tjenesten, der tidligere hed Microsoft Azure Active Directory, bruges til identitets- og adgangsstyring.
Fra 1. september
Ifølge Bleeping Computer begynder udrulningen af den nye standard den 1. september. Herefter strammes reglerne yderligere, og fra den 1. februar 2027 vil det ikke længere være muligt at anvende sms-koder til autentificering i systemet.
Mindsker risikoen for phishing
Formålet med ændringen er at hæve sikkerhedsniveauet markant for både organisationer og brugere. Ved at erstatte traditionelle adgangskoder med kryptografiske nøgler ønsker Microsoft at blokere de mest udbredte angrebsmetoder.
Microsoft understreger, at overgangen er et vigtigt skridt mod bedre beskyttelse af digitale miljøer:
– Ved at gøre passkeys til standard reducerer vi risikoen for stjålne loginoplysninger og phishing, siger en talsperson for Microsoft.





























