”Unitatem Alentes: En enhed af krigere. Det er helt centralt, for alt, hvad der hedder NATO i disse år. Enhed. Sammenhængskraft.
Sådan siger generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen med henvisning til NATO Defense College, som han har været leder for i tre år. Hans tid som leder af en af NATOs ældste og måske vigtigste institutioner kulminerede torsdag med festligholdelsen af skolens 75-års jubilæum.
”Vi samler officerer og civile, som allerede er på vej opad i deres karrierer på tværs af nationer, tjenestegrene og alle de kulturer, de bærer med sig. Vi giver dem udfordringer, der kræver, at de lærer hinanden at kende. Vi tvinger dem til at diskutere, indtil det er helt tydeligt, hvor der er enighed, og hvor der er uenighed. Og så skal de tage livtag med uenigheden og finde frem til kompromiset… enheden,” siger Max A. L. T. Nielsen og komprimerer på den måde pointen i de fleste taler, der blev givet på jubilæumsdagen.
Afsløring til NATO Defence College 75 år
75-årsdagen blev blandt andet fejret med afsløring af en tavle, som kommer til at pryde væggene på skolen i tiden fremover. Foto: NATO Defense College
Jubilæumsdagen blev fejret meget i skolens ånd. Først med officiel militær modtagelse af formanden for NATOs militære komite, Admiral Giuseppe Cavo Dragone. Senere fulgte de officielle taler og derefter en paneldebat, hvor en række eksperter blev bedt om at forholde sig til, hvad grundlæggeren af skolen, den amerikanske general og senere præsident, Dwight D. Eisenhower ville mene om skolens og alliancens tilstand i 2026. Til sidst fulgte en diskussion om, hvordan alliancen har det efter NATO-topmødet i Ankara.
Ved jubilæet deltog både tidligere og nuværende kursister, skolens medarbejdere og en række ledende NATO-personer. I dag er det næsten umuligt at opnå en toppost uden at have været forbi NATO Defense College.
”De ledere, der går på vores kurser, bliver rystet så meget sammen, at de fleste oplever at have knyttet venskaber på tværs af alliancer og landegrænser, der varer hele livet. Jeg har selv gået her i sin tid, og jeg er som chef for det danske flyvevåben lykkedes med at få internationale missioner til at fungere netop i kraft af de forbindelser og venskaber jeg opbyggede her,” siger Max A. L. T. Nielsen.
Undervisning i komite
NATO Defense College er ikke en skole i traditionel forstand. De studerende kommer for at lære noget, og det gør de, men udfordringerne er på højere og mere strategisk niveau, end man oplever andre steder. Det handler ikke om, at kursisterne modtager en opgave, som de skal løse på militær vis. Det handler mere om at håndtere kriser på samfundsniveau og lede efter nye løsninger, nye kompromiser og nye måder at samarbejde på.
”Niveauet er højt. På vores kurser har vi fra civile kontorchefer, forskere til ph.d. og fra det militære har vi oberster og oberstløjtnanter. Alle oplever, at de får meget med herfra. Det er ikke sådan, at folk kommer med en ph.d. og så oplever, at de kan læne sig lidt tilbage. Det opdager man lynhurtigt. Når først dialogen kører med alle de andre regioner i verden, med alle de andre nationer, så retter de sig lige op i stolen. Det giver samlet set et superstærkt udbytte,” siger Max A. L. T. Nielsen.
Et af formålene med undervisningen er at give kursisterne erfaringer, som de kan bruge i deres hverdag. I selve undervisningen bliver eleverne opdelt i komiteer, som er opbygget på samme måde som arbejdsgrupper i NATO med forskellige roller til alle. På den måde lærer de studerende at operere i grupper af samme sammensætning som de vil møde, når de bliver ansat forskellige steder i NATO-organisationen.
Følger med tiden
Selvom NATO Defense College fylder 75, bliver der aktivt arbejdet på at holde institutionen ung. På et pressemøde sidst på jubilæumsdagen blev Max A. L. T. Nielsen af en tysk journalist forholdt risikoen for, at skolen kan falde bagud i en verden, hvor AI udvikler sig minut for minut, og hvor slagmarken i Ukraine tvinger droneudviklerne til at starte forfra hver tredje måned for at være på forkant med modstanderen. Til det sagde skolechefen, at det ikke er en bekymring, han har.
”NATO Defense College er fulgt med udviklingen i alliancen igennem alle årene. I den nuværende periode er vi nødt til at ændre på pensum nærmest på månedsbasis for at kunne følge med i droneudviklingen. Vi har allerede i dag trukket AI med ind i de dilemmaer, kursisterne bliver stillet over for. Både som en trussel og som en del af løsningen. Vi arbejder konstant med det, man kalder ’the whole of society approach’. Det kan man ikke, hvis ikke vi har alle aspekter med,” siger Max A. L. T. Nielsen.
Jubilæumsdagen var samtidig næstsidste dag i Max A. L. T. Nielsens tid som skolechef. Han og hans ledelsesteam takkede fredag af og overleverede kommandoen til generalløjtnant Jérôme Goisque fra Frankrig og hans ledelsesteam.
Kilde: Forsvarskommandoen
Se flere sikkerhedsnyheder på Securityworldmarket.





























