01-03-2021

Whistleblowerordninger på vej på større arbejdspladser

Et lovforslag om whistleblowerordninger på større arbejdspladser er nu sendt i høring.

EU vedtog i 2019 et direktiv, der skal sikre en særlig beskyttelse af whistleblowere, og som stiller krav om, at der skal etableres whistleblowerordninger på en lang række arbejdspladser. Direktivet skal gennemføres i Danmark, og et lovforslag er nu sendt i offentlig høring.

Whistleblowere kan bidrage til at afdække alvorlige lovovertrædelser og andre alvorlige forhold. Derfor skal whistleblowere effektivt og sikkert kunne indberette fejl og forsømmelser, så de kan komme frem i lyset.

EU vedtog derfor i 2019 et direktiv, der bl.a. indebærer, at der skal etableres whistleblowerordninger på en lang række private og offentlige arbejdspladser til indberetning af oplysninger om overtrædelser af EU-retten inden for en række specifikke områder. Direktivet indeholder også regler om beskyttelse af whistleblowere. Her kræves det, at whistleblowerens identitet holdes fortrolig, og der indføres et forbud mod repressalier mod whistleblowere.

Regeringen har nu sendt et lovforslag i høring, der bl.a. har til formål at gennemføre direktivet i Danmark. Direktivet indebærer, at alle offentlige og private arbejdspladser med 50 eller flere medarbejdere skal etablere interne whistleblowerordninger. Samtidig foreslås det med lovforslaget, at der oprettes en ekstern whistleblowerordning i Datatilsynet, som bl.a. skal bruges som supplement til whistleblowerordningerne på de enkelte arbejdspladser.

Lovforslaget indeholder bl.a. følgende konkrete initiativer:

Private og offentlige arbejdspladser med 50 eller flere medarbejdere forpligtes fremover til at have en intern whistleblowerordning. Det samme krav vil gælde for samtlige regioner og kommuner uanset størrelse.

De enkelte arbejdsgivere forpligtes til at udpege en eller flere upartiske personer i en whistleblowerenhed, der skal modtage og håndtere indberetninger, der kan indgives mundtligt eller skriftligt.

De enkelte arbejdsgivere forpligtes til at indføre passende procedurer, der bl.a. sikrer, at whistlebloweren får en bekræftelse på modtagelsen af indberetningen inden for syv dage, at der omhyggeligt følges op på indberetningen, og at der i forlængelse heraf gives feedback til whistlebloweren.

Der bliver også mulighed for, at private virksomheder med 50-249 medarbejdere kan dele ressourcer med hinanden for at lette byrden med at etablere og drive whistleblowerordningen. Det betyder, at sådanne virksomheder kan etablere en fælles whistleblowerordning til modtagelse af indberetninger, ligesom sådanne virksomheder kan være fælles om de medarbejdere, der står for undersøgelsen af indberetningerne

Der etableres desuden en ekstern whistleblowerordning i Datatilsynet, som skal bruges som supplement til de interne whistleblowerordninger. Her kan whistleblowere f.eks. også henvende sig med indberetninger, hvis whistlebloweren ikke føler sig tryg ved at indberette til arbejdspladsens whistleblowerordning eller hvis der grundet arbejdspladsens størrelse ikke vil blive etableret en intern whistleblowerordning.

Der indføres også en særlig tavshedspligt om indberetningens indhold, herunder om whistleblowerens identitet. Desuden vil der gælde et forbud mod enhver form for repressalier mod whistleblowere. Beskyttelsen forudsætter bl.a., at whistlebloweren var i god tro om, at de indberettede oplysninger om overtrædelser var korrekte på tidspunktet for indberetningen, og at oplysningerne hørte under lovens anvendelsesområde.

For at sikre offentligheden et indblik i ordningen, indføres der et krav om, at offentlige myndigheder én gang om året skal offentliggøre oplysninger om bl.a. antallet af modtagne indberetninger, temaerne for de modtagne indberetninger og status for opfølgningen af dem.

Arbejdsgiverne forpligtes til at have etableret en whistleblowerordning senest den 17. december 2021. For arbejdsgivere i den private sektor med mellem 50-249 beskæftigede indtræder forpligtelsen til at etablere whistleblowerordninger dog først den 17. december 2023.

Læs hele lovforslaget her.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk