Konflikten mellem de svenske bander er ude af kontrol. Den svenske regering har derfor skærpet straffen for bandekriminelle, så de nemmere kan varetægtsfængsles og straffes hårdere, oplyser Fængselsforbundets medie Fængselsfunktionæren.
Belægningsprocenten i marts skulle have været på 127 procent i de svenske fængsler, og det forudses, at antallet af indsatte vil stige fra de nuværende 9.400 til 35.000 om ti år. Det er mere end en tredobling.
Ifølge Fængselsfunktionæren er justitsminister Peter Hummelgaard dog ikke bekymret for, at den samme udvikling vil ramme Danmark:- Vi er allerede nået langt i kampen mod banderne. Vi har reageret på problemet med rettidig omhu, og jeg tror, at bandepakkerne er en af grundene til, at vi i Danmark er et andet sted end Sverige, siger justitsministeren.
Kriminolog David Brehm Sausdal forventer ligesom justitsministeren heller ikke, at de svenske bandetilstande vil nå danske fængsler og arresthuse. Han er dog uenig i, at strafskærpende bandepakker er løsningen. Han ser dem i stedet lægge yderligere pres på Kriminalforsorgen.- Hele den danske retskæde har i en årrække stået overfor store problemer, og det har sat fængslerne på unødvendigt overarbejde. Hvis vi vil have belægningen ned, kan vi med fordel kigge på bedre forebyggelse, mindre varetægt, tidligere prøveløsladelser, fodlænker og bødestraf, siger David Sausdal.
Han fortsætter: ”Vi har en siddende regering, som stolt har det som målsætning, at flere skal i fængsel. Det er i mine øjne en falliterklæring.”
Denne kritik er justitsministeren slet ikke enig i.
- I Sverige har man i årevis troet, at man kunne løse alvorlige kriminalitetsproblemer med bløde tiltag, en løftet pegefinger og integrationsprojekter. Resultatet er gruopvækkende. Det må ikke være kapaciteten i fængslerne, der afgør, hvilken retspolitik der kan føres i Danmark, siger Peter Hummelgaard til Fængselsfunktionæren.