21-09-2022

Vestegnens Politi Cup nomineret til Den Kriminalpræventive Pris

Foto: Vestegnens Politi.

Et stort kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem de 11 kommuner på Vestegnen, Brøndby IF, Hovedstadens Beredskab og Københavns Vestegns Politi er nomineret til Den Kriminalpræventive Pris 2022.

Den store fodboldcup ’Vestegnens Politi Cup’ er med i opløbet til årets kriminalpræventive pris. Det oplyser Det Kriminalpræventive Råd i dag.

Vestegnens Politi Cup er en stor fodboldturnering, hvor hold med hundreder af børn og unge fra og fritids- og ungdomsklubber på hele Vestegnen dyster med politifolk og brandfolk på Brøndby Stadions baner.

- Vestegnens Politi Cup er sport, sjov og hygge, som skaber gode relationer mellem unge og ansatte i kommuner, politi og brandvæsen. Cup’en giver fælles positive oplevelser, som er med til at bryde isen, når vi møder de unge til daglig i andre sammenhænge, siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.

For borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen, er det ikke overraskende, at Vestegnens Politi Cup er nomineret:

- Vestegnens Politi Cup er et super arrangement, og jeg er helt sikker på, at det positive møde mellem unge og myndighedspersoner kan spille ind i de unges relation til for eksempel politiet og dermed få betydning for den tryghed, som vi alle er optaget af i vores samfund, siger borgmester Steen Christiansen, Albertslund kommune.

Vestegnens Politi Cup er indtil videre afviklet i 2021 og 2022, og nu planlægger kommuner, brandvæsen, idrætsforening og politi den næste cup i 2023.

Den Kriminalpræventive Pris

Hvert år nominerer Det Kriminalpræventive Råd en person, et projekt eller en gruppe, der har gjort en særlig kriminalitetsforebyggende indsats til Justitsministeriets ’Den Kriminalpræventive Pris’.

I år har Det Kriminalpræventive Råd nomineret tre projekter, og vinderprojektet bliver kåret af Justitsministeren på en kriminalpræventiv konference den 5. oktober.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk