04-06-2022

Uddannelse, hotel og catering er dårligst til sikkerhed

Uddannelsessektoren er blandt de dårligste til sikkerhed.

Bank-, forsikrings- og teknologibranchen er bedst til sikkerhedskultur, mens uddannelsessektoren og hotel- og restaurationsbranchen scorer dårligst. Det viser den amerikanske sikkerhedsvirksomhed KnowBe4s nye, globale rapport.

Hvert år analyserer KnowBe4s forskningsafdeling sikkerhedskulturen i organisationer over hele verden. På baggrund af analysen får brancherne en score mellem 0 og 100, hvor grænsen for god sikkerhedskultur er 80 og grænsen for fremragende sikkerhedskultur er 90.

- Nogle brancher har haft en dårligere sikkerhedskultur som følge af corona-pandemien, mens andre er blevet bedre. I år har ingen af de målte brancher en dårlig eller middelmådig sikkerhedskultur. Samtidig er der ingen, der har en god eller fremragende sikkerhedskultur. Alle brancher får en score på mellem 70 og 79, hvilket betyder, at de har en moderat sikkerhedskultur. Alligevel er der stor forskel på de forskellige brancher, siger forskningschef Kai Roer i KnowBe4.

Skolerne skal afsætte ressourcer

Sikkerhedskulturen vurderes ud fra de syv dimensioner, holdning, adfærd, erkendelse, kommunikation, normer, ansvar og efterlevelse. Den dårligste score for sikkerhedskultur får hotel- og restaurationsbranchen samt uddannelsessektoren, som begge får en score på 70.

- Hotel- og restaurationsbranchen har oplevet flere tilfælde af databrud mod hotelkæder, såsom virusangrebet på norske Nordic Choice Hotels i slutningen af 2021. Hyppig og konsekvent træning er nødvendig for at sikre, at alle medarbejdere forstår relevante risici, og hvad de bør gøre for at reducere disse.

- Cyberangreb på skoler og gymnasier er steget under pandemien som et resultat af, at de er blevet mere afhængige af teknologi. Offentlige skoler har ofte begrænsede budgetter til cybersikkerhedsværktøjer og træning, hvilket gør dem til et indbydende mål for løsepengeangreb. Målet for et sådant angreb kan være tyveri af forskningsdata eller fortrolige elevdata. Det er vigtigt, at skoleledelsen tager cybertrusler alvorligt og afsætter ressourcer til træning, siger Roer.

Coronatræthed

Den bedste sikkerhedskultur har industrierne teknologi, bank og forsikring, som alle får en score på 76.

- Selvom disse tre brancher er bedst til sikkerhedskultur, har de det til fælles, at scoren på holdningsdimensionen har haft en nedadgående tendens de seneste tre år. Det kan være relateret til coronatræthed, som følge af sikkerhedsretningslinjer, der er nødvendige, når hjemmekontoret og arbejde fra kontoret kombineres, siger Roer.

Sverige bedst i Norden

KnowBe4 har i år for første gang også analyseret forskelle mellem de forskellige kontinenter. Med en score på 74 klarer Nordamerika sig bedst, så følger Europa og Asien med 73 og Latinamerika, Afrika og Oceanien får en score på 72.

- Det globale overblik kan give indtryk af, at alle regioner præsterer nogenlunde lige meget. Men kigger vi indenfor regionerne, ser vi, at der er store forskelle mellem forskellige lande, siger Roer.

I Europa klarer Bulgarien og Irland sig bedst med en score på henholdsvis 79 og 78, mens Portugal og Letland klarer sig dårligst med en score på 64 og 66. Blandt de nordiske lande er Sverige bedst med en score på 77. Både Norge og Danmark få en score på 72, mens Finlands score er 70.

- Intet europæisk land får en score i kategorien godt. I lyset af den nuværende geopolitiske situation i Europa er vores anbefaling, at organisationer i alle lande tager skridt til at forbedre deres sikkerhedskultur. De bør teste deres medarbejdere og implementere trænings- og uddannelsesprogrammer for at sikre korrekt sikkerhedsadfærd, siger Roer.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk