06-07-2022

Tyske myndigheder tester nyt varslingssystem

Borgere med bopæl eller midlertidigt ophold i Sønderjylland kan komme til at høre det kommende, nye tyske varslingssystem, når myndighederne i Tyskland begynder at teste her i begyndelsen af juli og frem til februar næste år.

Befinder man sig i Sønderjylland, mens der testes, og er ens telefon koblet på en af de tyske telemaster, vil man kunne høre den skarpe advarselslyd og få testbeskeden, som de tyske myndigheder udsender.

I Tyskland er man i gang med at udvikle – og nu teste – et nyt mobilbaseret varslingssystem, der kan sende advarsler til alle borgeres mobiltelefoner i et område gennem dets telemaster. Er en dansk mobiltelefon koblet på en tysk telemast, når varslingen udsendes, så vil den også modtage varslingen. Varslingen vil blive transmitteret til telefonen, uden man har downloadet en app eller tilmeldt sig en tjeneste. Teknikken bag det nye nationale, tyske varslingssystem kaldes cell broadcast og den svarer til, at telefonen modtager en radiotransmission.

I Danmark er myndighederne også i gang med at udvikle et tilsvarende system med den samme teknologi – og senere på året vil dette system også skulle testes. Det vil blive meldt ud fra Beredskabsstyrelsen eller Rigspolitiet.

Modtager du en af de tyske testvarslinger, så kan den med sindsro slettes.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk