Der er ikke bare fart på udviklingen og forskningen indenfor kvanteteknologien i Danmark, men også på investeringslysten i en af fremtidens helt store teknologivindinger.
Først i maj meldte Novo Holdings ud, at de har afsat 1,4 mia. kr. til at opbygge et økosystem for kvanteteknologiske start-ups med særlig fokus på life science og hvor omdrejningspunktet er Danmark. Dog har de også mandat til at investere udenfor Danmark.
Ganske kort efter kunne Danmark Eksport- og Investeringsfond (EIFO) løfte mere af sløret for deres arbejde med at sammensætte en kvantefond, der med 1 mia. kr. i ryggen skal investere i især danske, men også nordiske og europæiske kvantevirksomheder.
- Investeringerne fra de to fonde viser, at der er en markant tro på potentialet i kvanteteknologien og at Danmark er helt fremme omkring både forskningen og etablering af nye fremadstormende kvantevirksomheder. Så de er et enormt vigtigt skulderklap til kvantemiljøet i Danmark, udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen og næstforperson i Danish Quantum Community.
Brug for massive investeringer
Mens det globale marked for kvantecomputere rundede 6,1 mia. kr. i 2023, forventer man, at man med årlige vækstrater på omkring 34,8% vil runde de 87,5 mia. kr. allerede i 2032.
Kvanteteknologien spås med andre ord til at blive en af it-branchens helt store vækstmotorer i fremtiden.
IT-Branchen hilser de to fondes investeringer varmt velkommen. For der er ingen tvivl om, at der er brug for massive investeringer, hvis Danmark for alvor skal gøre sig gældende i den globale konkurrence.
- 2,5 mia. kr. er rigtig mange penge, så det er et kæmpe boost til det danske økosystem og danske iværksættere. Det kræver langsigtet og klog kapital at udvikle nye og banebrydende kvanteteknologiske løsninger, så jeg er meget optimistisk for fremtiden for dansk kvanteteknologi og hele opbygningen af en ny dansk styrkeposition, siger Natasha Friis Saxberg.
Hvem investeres der i?
Novo Holdings investeringer er målrettet startups inden for life science-området, da man forventer, at kvantecomputere skal hjælpe med at beregne, hvordan lægemidler skal sammensættes.
EIFOs kvantefond vil hovedsageligt fokusere på venture, hvor man investerer i minoritetsposter i startups og vækstvirksomheder indenfor kvanteteknologi.
Her er man dog stadig på et tidligt stadie og har endnu ikke fastslået, hvilke vertikaler, stadier eller specifikke geografier, man skal fokusere på. Den afklaring forventer EIFO at have klar inden slutningen af 2024.
Kapitalindsprøjtningen i det danske kvantemiljø sker på bagkant af regeringens strategi for kvanteteknologi samt flere investeringer fra Novo Nordisk Fonden, bl.a. til etablering af Novo Nordisk Foundation Quantum Computing Programme (NQCP), der har til formål at etablere en af verdens første fuldt funktionsdygtige kvantecomputere.