02-02-2026

Sverige: Flere indrejseforbud giver færre tyverier

En analyse viser et tydeligt fald i antallet af tyverier i forbindelse med, at politi og toldvæsen indførte mere restriktive arbejdsmetoder ved årsskiftet 2023–24.

Det svenske politi afviser i stigende grad personer ved grænsen, fordi de vurderes at ville komme ind i Sverige med det formål at begå kriminalitet. Sidste år blev 400 personer afvist af denne grund, hvilket er en stigning på mere end 50 procent sammenlignet med året før. Samtidig falder antallet af tyverier relateret til organiseret kriminalitet.

Afvisningerne kombineres ofte med forbud mod at vende tilbage til Sverige. Gennemsnitslængden for indrejseforbuddene steg en smule sidste år fra 5,6 år til 6 år. Politiets beslutninger om afvisning og indrejseforbud er forvaltningsretlige afgørelser, som kan ankes.

– Beslutninger om afvisning og indrejseforbud er blevet prøvet af en højere instans, som har stadfæstet vurderingen, og det viser, at Politiets afgørelser er velbegrundede, siger Daniel Ivansson, operativ koordinator hos Noa, der er en specialafdeling i det svenske politi.

– Vores formodning er, at antallet af personer, der stoppes ved grænse- og trafikkontroller, gradvist vil falde, fordi man som kriminel aktør vælger ikke at rejse hertil: Risikoen for at blive afvist er steget betydeligt, siger Daniel Ivansson.

Langt færre tyverier

Samtidig skete der i 2025 et kraftigt fald i tyverier med tilknytning til internationale kriminelle netværk.

Analysen viser et tydeligt trendbrud i forbindelse med, at den nye arbejdsmetode blev indført ved årsskiftet 2023–2024. I perioden 2024–2025 er antallet af tyverier faldet betydeligt hurtigere end den historiske tendens – over 50.000 færre forbrydelser end forventet. For eksempel har antallet af biltyverier været cirka 25 procent lavere end forventet i perioden 2024–2025.

Banderne vælger andre lande

Der er ifølge svensk politi kke sket noget tilsvarende trendbrud i antallet af tyverier i andre europæiske lande:

– Det peger muligvis på, at de kriminelle aktører vælger at operere i andre lande i stedet for i Sverige. Vi hører fra forskellige politiindsatser rundt om i Sverige, at man ikke længere møder udenlandske kriminelle i sine kontroller i samme omfang som for et par år siden, siger Daniel Ivansson.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk