04-07-2021

Storbritannien anerkendes som sikkert tredjeland

Der kan fortsat overføres personoplysninger til Storbritannien uden et overførselsgrundlag, fordi EU-Kommissionen nu har afgjort, at det er et sikkert tredjeland. Det oplyser Datatilsynet.

EU-Kommissionen har 28. juni 2021 godkendt Storbritannien som et sikkert tredjeland både i relation databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesloven. Det sker ved udstedelsen af to såkaldte tilstrækkelighedsafgørelser, som betyder, at der ved udløbet af overgangsperioden efter Brexit fortsat kan overføres personoplysninger til Storbritannien uden et overførselsgrundlag. Det er dog fortsat en forudsætning, at forordningens øvrige bestemmelser også overholdes.

Overgangsperioden efter Brexit
Storbritannien forlod EU den 1. januar 2021. Det betød, at Storbritannien blev et såkaldt tredjeland, og at man derfor ved overførslen af personoplysninger til Storbritannien havde brug for et såkaldt overførselsgrundlag ved udløbet af overgangsperioden den 1. juli 2021. Dette bliver imidlertid nu overflødigt som følge af tilstrækkelighedsafgørelserne.

Hvad er en tilstrækkelighedsafgørelse?
EU-Kommissionen kan efter databeskyttelsesforordningen afgøre, at et tredjeland har sikret et tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau. Det betyder, at man som dataansvarlig og databehandler kan overføre personoplysninger til Storbritannien på samme måde som før Brexit.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk