Østjyllands Politi modtager i disse dage et stigende antal anmeldelser om indbrud i privat beboelse, og på den baggrund skærper politiet nu sin indsats og øger opmærksomheden på de mange anmeldte indbrud.
- Vi ved – traditionen tro – at der sker en stigning i antallet af indbrud, når vi nærmer os juletiden, men når vi sammenligner anmeldelsestallene fra de seneste par uger med tallene fra sidste år, kan vi med stor tydelighed se, at der er sket en mærkbar stigning, siger efterforskningschef ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard.
Sidste år modtog Østjyllands Politi sammenlagt omkring 75 anmeldelser om indbrud i ugerne 44 og 45, mens det samlede tal i år er steget til på nuværende tidspunkt at omfatte omkring 115 anmeldelser.
Vil have tallet ned
For at få sat en stopper for de mange aktive indbrudstyve vil Østjyllands Politi henover den kommende periode øge sin opmærksomhed og iværksætte en række tiltag for at få nedbragt antallet af indbrud.
- Vi kommer til at være mere synligt til stede i de områder, hvor vi ved, at tyvene opererer, og vi kommer til at sætte flere ressourcer af til vores indbrudsindsats lige fra det forebyggende arbejde til det efterforskningsmæssige. Det er et område, vi i forvejen prioriterer meget højt, men vi vil i den kommende periode prioritere det endnu højere for at få sat en stopper for udviklingen, siger Flemming Nørgaard.
De mange anmeldte forhold fordeler sig rundt omkring i hele politikredsen, mens særligt borgerne i Aarhus Kommune er hårdt ramt med flere ugentlige anmeldelser til Østjyllands Politi end normalt.
I de nyligt anmeldte forhold er tyvene typisk gået efter smykker og andre letomsættelige værdigenstande som eksempelvis mindre designmøbler, mens også guld generelt angiveligt er i høj kurs for tiden.
Østjyllands Politi har en mistanke om, at både omrejsende udlændinge og herboende borgere kan stå bag de mange aktuelle indbrud i kredsen.
Brug for borgernes hjælp
Foruden politiets egne initiativer har Østjyllands Politi også brug for borgernes hjælp ved blandt andet at holde øje med mistænkelig adfærd i deres nabolag, da politiet ikke har mulighed for at være alle steder samtidig.
- Vi ved, at det kan virke forebyggende på indbrudstyvenes adfærd, hvis en opmærksom nabo eksempelvis siger ’hej’ til fremmede, der går rundt i nabolaget og måske får spurgt ind til deres ærinde. Derudover handler det også om at få gjort det så svært som muligt for de kriminelle at begå indbrud ved eksempelvis at lade lyset være tændt, at få naboen til at holde øje og generelt bare at få huset til at se beboet ud, mens man er væk, siger efterforskningschef Flemming Nørgaard.
Ring til politiet, hvis du har viden om et indbrud
Hvis uheldet skulle være ude, og du kommer hjem og kan konstatere, at der har været indbrud i dit hjem, mens du har været væk, er det vigtigt, at du sikrer evt. videoovervågning fra din bolig og får anmeldt forholdet hurtigst muligt til politiet, inden du begynder at rydde op.
Hvis du ser eller hører noget mistænkeligt, skal du ringe til politiet på telefonnummer 114, da dine observationer kan hjælpe vores efterforskning.
Hvis du ser eller hører om et igangværende indbrud, skal du ringe 112.




























