28-01-2025

Starbucks dropper "åbent hus"-politik af sikkerhedsmæssige grunde

Cafékæden Starbucks har besluttet at ændre sin politik, der tidligere tillod enhver at opholde sig i deres caféer eller benytte deres toiletter uden at foretage et køb. De nye regler har til formål at forbedre sikkerheden og trygheden for betalende kunder, oplyser CNN.

Starbucks' ny adfærdskodeks gælder foreløbig for caféerne i Nordamerika. Ifølge de nye regler vil kun betalende kunder få adgang til toiletterne og mulighed for at opholde sig i caféerne. En talsmand for Starbucks forklarer, at ændringerne gennemføres for at prioritere betalende kunder og skabe et sikrere og tryggere miljø for alle. Den nye politik indebærer også forbud mod tiggeri, diskrimination, alkoholindtagelse og brug af e-cigaretter.

Gratis genopfyldning

Samtidig tilbyder Starbucks nu gratis genopfyldning af kaffe til sine kunder. Tidligere var denne fordel kun tilgængelig for medlemmer af virksomhedens loyalitetsprogram. Disse initiativer er et forsøg på at genopbygge relationer med kunderne og øge indtægterne efter en periode med faldende salg.

Historisk baggrund og udfordringer

Politikken om at åbne dørene for offentligheden blev indført i 2018 efter en PR-krise, hvor to sorte mænd blev anholdt på en Starbucks i Philadelphia for at opholde sig i lokalet uden at købe noget. Men åbent-hus politikken har medført udfordringer for både ansatte og kunder, hvor caféernes miljø - i hvert fald i USA - er blevet rapporteret som stadig mere krævende og utrygt.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk