Indsatsen mod organiseret kriminalitet udgør en væsentlig del af politiets arbejde, og politiet foretager i den forbindelse systematisk monitering af kriminelle grupper og netværk, der begår alvorlig kriminalitet.
Rigspolitiet har nu lavet et foreløbigt nationalt overblik over, hvilke kriminelle familier der er relevante for politiet at være særligt opmærksom på i indsatsen mod den organiserede kriminalitet. I kortlægningen har Rigspolitiet identificeret 35 familier med i alt 636 familiemedlemmer, som falder inden for politiets afgrænsning af kriminelle familier. Rigspolitiet vil nu yderligere kvalificere overblikket med erfaringer fra politikredsene.
Rigspolitiet har defineret en kriminel familie som en familie, som kan siges at have en kriminel kultur – i form af kriminel adfærd – der går i arv, og hvoraf en stor del af familiemedlemmerne enten er organiserede kriminelle og/eller vanekriminelle.
Kortlægningen vil supplere politiets eksisterende indsatser mod bl.a. kriminelle familier, som indebærer både nationale og lokale initiativer, eksempelvis samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi (SSP-samarbejdet) med henblik på tidligt at spotte og hjælpe børn, som er i risiko for at havne i en kriminel løbebane, f.eks. som konsekvens af slægtsbaseret kriminalitet.
Fakta om familierne
De 35 familier har tilsammen 636 familiemedlemmer, hvoraf de 302 har dansk statsborgerskab. De resterende 334 familiemedlemmer fordeler sig på 17 nationaliteter (samt et mindre antal statsløse og personer med ukendt nationalitet). Følgende syv nationaliteter er de hyppigst forekommende: Irak, Serbien, Jugoslavien, Sverige, Kroatien, Nederlandene og Italien. 274 af familiemedlemmerne har en af disse nationaliteter.
De 35 familier har deres primære tilhørsforhold til Østjyllands Politi (13), Sydøstjyllands Politi (3), Syd- og Sønderjyllands Politi (2), Fyns Politi (1), Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi (2), Nordsjællands Politi (8) og Københavns politi (6). Familiernes geografiske tilhørsforhold er defineret ud fra den politikreds, hvor hovedparten af familiens medlemmer har folkeregisteradresse.
Blandt de 35 familier er der 119 familiemedlemmer, der er registreret i politiets efterforskningsstøtte database (PED) som led i den systematiske politimæssige monitering af kriminelle grupper og kriminelle netværk, der begår alvorlig eller organiseret kriminalitet. Det svarer til godt en fjerdedel af andelen af voksne kriminelle familiemedlemmer.
Om det nationale overblik
Overblikket er lavet bl.a. på baggrund af udtræk fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS) på baggrund af en række kriterier. Herudover har politikredsene kvalificeret overblikket ud fra overvejelser om familiernes størrelse, omfanget og alvoren af kriminaliteten og de ressourcer, som politikredsene bruger på at håndtere familierne.
Rigspolitiet vil i samarbejde med politikredsene arbejde videre med kvalificeringen af det nationale overblik.



























