19-08-2025

Rapport: Hvert andet nordisk firma har været udsat for ransomware

En ny international rapport viser, at 50 procent af de nordiske virksomheder har været ramt af én eller flere succesfulde ransomwareangreb i løbet af en 12-måneders periode. Globalt er tallet endnu højere – 57 procent. Rapporten viser også, at 10 procent af virksomhederne i Norden har været udsat for tre eller flere angreb i samme periode.

Et succesfuldt ransomwareangreb rammer ikke kun teknologien, men også forretningen. I Norden siger 32 procent af virksomhederne, at de har mistet kunder som en direkte følge af angreb. Globalt oplyser 25 procent det samme. Derudover kommer tabte forretningsmuligheder og lavere produktivitet.

Kompleksitet svækker beskyttelsen

Virksomheder skal i dag beskytte et omfattende økosystem af enheder, data, applikationer og cloud-ressourcer. For at imødegå forskellige trusler indføres ofte nye sikkerhedsværktøjer fra forskellige leverandører, som løser enkeltstående problemer. Men i takt med, at antallet af værktøjer vokser, stiger kompleksiteten – og risikoen for fejlkonstruktioner og huller vokser.

En anden central udfordring i rapporten er fragmenterede sikkerhedsmiljøer. I alt siger 66 procent af de nordiske virksomheder, at de håndterer for mange forskellige værktøjer og leverandører, og 55 procent siger, at deres sikkerhedsløsninger ikke kan integreres. Rapporten viser også, at de virksomheder, der har været ramt af et succesfuldt ransomwareangreb, er mere tilbøjelige til at opleve dette problem.

Kan bevæge sig frit

– Resultaterne viser tydeligt, at ransomware er en voksende trussel, og at fragmenterede sikkerhedsløsninger gør organisationer ekstremt sårbare. I mange tilfælde kan angribere bevæge sig frit i offerets netværk og få adgang til enheder, data og andre ressourcer uden at blive opdaget eller stoppet. Alt for mange organisationer står med et uoverskueligt antal selvstændige værktøjer, ofte implementeret i bedste mening for at styrke sikkerheden. Men når værktøjerne ikke fungerer sammen eller er fejlkonfigurerede, opstår sikkerhedshuller, som fører til indtrængen, siger Neal Bradbury, produktchef hos Barracuda.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på svar fra 2.000 beslutningstagere inden for IT og cybersikkerhed i virksomheder med mellem 50 og 2.000 ansatte. Den er udført af det uafhængige analysefirma Vanson Bourne i april og maj 2025 og omfatter virksomheder i USA, Storbritannien, Frankrig, DACH-regionen (Tyskland, Østrig, Schweiz), Benelux, Norden (Danmark, Finland, Norge, Sverige), Australien, Indien og Japan.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk