17-03-2024

Politiets brug af ansigtsgenkendelse bør reguleres inden det går galt

Meget tyder ifølge tænketanken Justitia på, at regeringen ønsker at udvide politiets anvendelse af ansigtsgenkendelsesteknologi. Men en ny rapport fra Justitia afslører, at det kan være i strid med menneskerettighederne, hvis politiet med de nuværende regler begynder at anvende ansigtsgenkendelse til kriminalitetsbekæmpelse.

Når ansigtsgenkendelsesteknologi anvendes i det offentlige rum, kan det i lande som Kina blive brugt som et uproportionalt magtmiddel med store konsekvenser for borgernes frihedsrettigheder, retssikkerhed og sociale tryghed. Et sådant scenarie er selvfølgelig utænkeligt i Danmark, skriver Justitia, men også her i landet vil politiets anvendelse af ansigtsgenkendelse til kriminalitetsbekæmpelse være et alvorligt indgreb i borgernes ret til privatliv, fordi unikke biometriske koder for ansigter registreres og spores uden samtykke.

Følelsen af konstant at være overvåget vil samtidig kunne true udøvelsen af andre frihedsrettigheder, herunder retten til at forsamle sig og ytre sig, ligesom overvågningsdata i kombination med andre personlige data om borgerne kan anvendes til at danne detaljerede personprofiler, der kan give meget præcise oplysninger om borgernes private forhold. Det gælder ikke mindst med politiets analyseplatform POL-INTEL, der muliggør analyser på tværs af meget store mængder af data fra både interne og eksterne kilder samt offentligt tilgængelige kilder som eksempelvis sociale medier.

Dansk politis anvendelse af ansigtsteknologi har indtil nu været begrænset til verificering af identitet ved paskontrol og digitaliseret offergenkendelse i sager om seksuelt misbrug af børn. Der er dog en aktuel politisk interesse for at udvide politiets muligheder for at anvende ansigtsgenkendelse. Senest har justitsminister Peter Hummelgaard udtrykt, at ansigtsgenkendelsesteknologi bør anvendes af myndighederne, ”når fordelene overstiger ulemperne”.

En lignende udvikling ses i mange andre europæiske lande, og senest har den svenske regering i efteråret 2023 iværksat et initiativ, hvor man vil anvende ansigtsgenkendelsesteknologi i forbindelse med bandekriminalitet. Også i aftalen om den danske bandepakke IV nævnes ansigtsgenkendelsesteknologi som et muligt værktøj.

Der er ifølge Justitia således meget, der tyder på, at ansigtsgenkendelse også snart bliver et værktøj til kriminalitetsbekæmpelse i Danmark, men det er ikke sikkert, at Folketinget vil blive involveret i en sådan beslutning. Justitsministeren har nemlig givet udtryk for, at Folketinget ikke behøver at blive orienteret om anvendelse af teknologien, når der ikke er behov for at justere den retlige ramme.

På grund af det danske retsforbehold vedrørende EU-samarbejdet inden for civil- og strafferet vil den vil den netop vedtagne AI-forordning, som bl.a. opstiller juridiske rammer vedrørende politiets og andre myndigheders anvendelse af ansigtsgenkendelse ikke være gældende i Danmark. Samtidig er det gældende danske retsgrundlag for politiets anvendelse af ansigtsgenkendelse uklart.

Politiets anvendelse af ansigtsgenkendelse til kriminalitetsbekæmpelse kan imidlertid være i strid med vores grundlæggende rettigheder, som er beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Dette skyldes, at politiets anvendelse af teknologien i realtid i langt de fleste tilfælde vil kunne blive anset for uproportional og/eller unødvendig i et demokratisk samfund. Hertil kommer, at det nuværende retsgrundlag for politiets anvendelse af ansigtsgenkendelse er så bredt og uklart, at både anvendelse af teknologien i realtid og retrospektiv anvendelse vil ske på baggrund af regler, som efter Justitias opfattelse ikke kan anses for at leve op til kravet om en klar lovhjemmel ved indgreb i menneskerettigheder.

- Den nuværende retlige ramme er så uklar, at selv en retrospektiv anvendelse af teknologien kan være i strid med menneskerettighederne. Der er derfor brug en hurtig og præcis regulering af politiets anvendelse af ansigtsgenkendelse til kriminalitetsbekæmpelse, inden vi kommer til at stå i en situation, hvor vi får skabt et overvågningssamfund med uberettigede indgreb i borgernes ret til privatliv, siger Justitias direktør og forfatter til rapporten Birgitte Arent Eiriksson.

Justitias anbefalinger kan læses her.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk