23-02-2022

Politiet nedsætter task force til bekæmpelse af indbrud

I februar har der været en indbrudsbølge i private boliger i flere byer i Syd- og Sønderjyllands Politikreds. På baggrund af udviklingen intensiverer Syd- og Sønderjyllands Politi nu indsatsen yderligere med en task force for at få anholdt gerningsmanden eller gerningsmændene til den indbrudsbølge, der har fundet sted siden torsdag den 10. februar.

Politikredsen har faste indbrudsgrupper tre steder i politikredsen, men har nu som et ekstraordinært tiltag nedsat en særlig task force, hvor al efterforskning og alle informationer om mulige gerningsmænd til indbrudsbølgen bliver samlet, og indsatsen bliver også koordineret her.

- Efter adskillige år med færre og færre indbrud ser vi nu en indbrudsbølge. Og ingen skal være i tvivl om, at vi tager de mange indbrud seriøst, særligt da det skaber meget utryghed hos de ramte borgere og i kvarteret, hvor der har været indbrud, understreger politiinspektør Kaj Nielsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vi har i forvejen i vores tre områdecentre særlige efterforskere, der arbejder med opklaring af indbrud. Nu fokuserer vi kræfterne yderligere om netop denne indbrudsbølge. Der kan meget vel være tale om, at det er den eller de samme gerningsmænd, der opererer flere steder i politikredsen, men vi holder selvfølgelig alle muligheder åbne, fremhæver Kaj Nielsen.

Han peger i denne sammenhæng på, at politiet tidligere på måneden efterlyste en mand, der mistænkes for at stå bag 17 indbrud i Vejen. Og efterforskningen skal således afdække, om personen kan knyttes til indbrud i andre dele af politikredsen.

I 2019 blev der begået 1.754 indbrud i private hjem i politikredsen. I 2020 lå tallet på 1.132, og i 2021 lå tallet på 950 indbrud.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk