Det skal være så svært som overhovedet muligt at være bandemedlem i Danmark.

Forbud mod og opløsning af en forening er et af de værktøjer, der kan være med til at stække banderne. Derfor skal det også have konsekvenser, når et forbud eller en opløsning ikke respekteres, og banden videreføres på trods heraf.

Det har vist sig, at det i praksis kan være vanskeligt at skelne mellem, hvornår der er tale om strafbar videreførelse af en forbudt eller opløst forening, og hvornår der alene er tale om sociale arrangementer, der ikke kan betragtes som videreførelse af en forbudt eller opløst forening. Det gælder ikke mindst, når der er tale om foreninger, som også forud for et forbud eller opløsningen har haft sociale arrangementer og samvær som en del af foreningens aktiviteter.

I et nyt lovforslag lægger justitsminister Peter Hummelgaard derfor som noget nyt op til at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 132 a, stk. 1, så også handlinger, der er egnet til at fremstå som videreførelse af en forbudt eller opløst forening, fremover vil være strafbare.

Det skal således ikke være muligt for medlemmer af en forbudt eller opløst forening at forsamle sig under dække af sociale aktiviteter, når disse for omverdenen fremstår som en videreførelse af foreningen. Uanset at det ikke måtte kunne konstateres, at aktiviteterne reelt er et led i videreførelsen af foreningens aktiviteter. Det gælder navnlig i tilfælde, hvor foreningen i øvrigt fortsat er aktiv på trods af forbuddet eller opløsningen.

Derudover lægges der op til, at det som det helt klare udgangspunkt vil skulle lægges til grund, at kriminelle handlinger er egnet til at fremstå som videreførelse af en forening, når personer, der har eller har haft tilknytning til foreningen, i fællesskab begår ny kriminalitet, og foreningen er foreløbigt forbudt eller opløst bland andet som følge af, at der som led i foreningens virksomhed er begået omfattende og alvorlig kriminalitet. Det gælder uanset, om kriminaliteten er ligeartet, og uanset om kriminaliteten bliver begået et sted, hvor foreningen havde sit sædvanlige ophold forud for forbuddet eller opløsningen.