14-06-2022

Politiet: Det skal være slut med at tåle

Heino Kegel. Foto: Politiforbundet.

Heino Kegel, forbundsformand for Politiforbundet, er træt af at høre, at politiet skal tåle: "Ordet tåle har simpelthen ætset sig ind i politiarbejdet og politiets selvforståelse som en forklaring på rigtig mange arbejdsvilkår", siger han.

Heino Kegel tager bladet fra munden i en leder på Politiforbundets hjemmeside. Her siger han blandt andet:

- Jeg hører alt for ofte sætningerne: Politifolk må tåle. Politifolk skal tåle. Det hører med til politiarbejdet at tåle. Tålegrænser. Når man er tjenestemand, så skal man tåle. Ordet tåle har simpelthen ætset sig ind i politiarbejdet og politiets selvforståelse som en forklaring på rigtig mange arbejdsvilkår, som kan være ubehagelige eller gør det svært at fungere privat.

- Det er simpelthen underforstået, at hvis ikke politifolk gør sådan og sådan, så kan de ikke tåle mosten. At tåle er blevet en truende vægtskål for politifolk.

- Mange politiledere slider sig op på ukontrollabel tjeneste, fordi det hører med til ledelse at kunne tåle mosten. Politiledere skal eksekvere og tåle. Ordet er et levn fra en tid, som heldigvis ikke findes mere, men som på en eller anden måde har (for)fulgt politiet helt ind i 2022, siger forbundsformanden og fortsætter:

- Det kan bruges som en undskyldning for hvad som helst. Af uvisse årsager er det med at tåle blevet et halsbånd, som politifolkene selv refererer til som et vilkår, og som arbejdsgiveren så kan trække i efter behov. Tænk, at man italesætter en faglighed gennem, hvad de ansatte må tåle. Ikke gennem hvad de kan opnå, lære, gøre, udrette, hvilke muligheder de har, eller i det hele taget at de er en ressource, som man gerne vil investere i.

- De skal tåle op til 26 weekendvagter på et år. De skal tåle altid at være for få og lappe huller, fordi det åbenbart ikke for alvor er blevet klart for politikerne, at dansk politi mangler flere tusinde årsværk for at tackle dagens, og især morgendagens, udfordringer. Politiforbundet har gjort opmærksom på det. Man kan spørge sig selv om andre i systemet har husket det samme, altså at fortælle politikerne om politiets sande tilstand?


- Vi skal derhen, hvor det også er vores dygtige politiledere, som sikrer, at Christiansborg får en sandfærdig, politifaglig baggrundsviden. Politifolk skal tåle stor mængde af tilkald, inddragne fridage og usikkerhed omkring fri til vigtige begivenheder i familien, siger Heino Kegel blandt andet i sin leder på Politiforbundets hjemmeside.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk