Justitsminister Peter Hummelgaard mødes i dag til det første møde med Folketingets partier om en ny flerårsaftale for politiets og anklagemyndighedens økonomi fra 2026 og frem.
Regeringen har afsat ekstra milliarder til politiet og anklagemyndigheden på finanslovsforslaget og vil med den nye flerårsaftale øge myndighedernes rammer markant i de kommende år. I 2030 vil politiets og anklagemyndighedens økonomiske rammer være knap 1,5 mia. kr. større end i dag.
For at styrke rekrutteringsgrundlaget foreslår regeringen som led i aftalen at afsætte omkring 100 mio. kr. om året for at indføre løn efter første praktikforløb på politiuddannelsen. Derudover vil regeringen – særligt i lyset af den seneste tids forfærdelige episoder – have et skærpet fokus på kvindedrab i forhandlingerne om den nye flerårsaftale.


























