Knivstikkeri blandt unge har de seneste måneder fyldt i medierne og i den politiske debat, og man får nemt indtryk af, at knivvolden eksploderer, og det er blevet normalt at bære kniv. Det er heldigvis langt fra tilfældet. Der findes ikke nye tal, der dokumenterer en drastisk stigning i knivvold og knivdrab. Men hvis knivvold overdrives, kan det forværre problemet – stik imod hensigten.
Antallet af sigtelser for at bære kniv blandt de 15-18-årige er ganske vist steget fra 306 sigtelser i 2018 til 558 sigtelser i 2023. Men stigningen afspejler ikke nødvendigvis en reel stigning. Stigningen skyldes formentlig, at politiet bruger flere kræfter på at finde knive via visitationszoner og målrettede aktioner. Andre data på området indikerer langtfra en voldsom vækst i knivvold, eller at det er blevet normen at bære kniv. Fra 2008 til 2022 har unges voldsskader med kniv ligget stabilt på 6-8 procent, og ungdomskriminaliteten har været faldende i en årrække.
Knivoverfald er tragiske, voldsomme og bekymrende, og vi bør gøre mere for at forebygge knivvold, også selvom det ikke er blevet hverdag at bære kniv. Vi bør også reflektere mere over, hvordan vi taler om knivvold i den offentlige debat, for et overdrevet fokus gør mere skade end gavn. Det kan skabe unødig utryghed og misforståelser blandt unge om, at det er normalt at gå med kniv, og det kan få flere til at bære kniv.
Det er afgørende, at vi går forebyggende til værks for at komme problemet til livs. Forebyggelsen skal først og fremmest tage afsæt i de lokale behov. Hvis der fx er problemer med mistrivsel, skal der sættes ind over den udfordring. Der skal også dykkes mere ned i, hvorfor nogle unge bærer kniv og i sjældne tilfælde begår knivvold. Vi ved, at omsorgssvigt, psykiske problemer, misbrug og mobning øger risikoen for knivvold og kriminalitet. Der er derfor brug for at sikre, at børn og unge trives i skolen og i fritiden, og at udsatte børn og unge tager del i positive fællesskaber, fx i foreningslivet. Det er også vigtigt at få unge ud af kriminelle miljøer og sikre hjælp til familier præget af omsorgssvigt og vold – fx ved at tilbyde dem forældretræning eller familieterapi. Forskning viser, at jo bedre vi er til at forebygge vold i hjemmet, jo færre unge ser vold, knive og kriminalitet som vejen frem.
Knivvold er et problem, vi skal tage hånd om, men det er vigtigt, at omfanget ikke overdrives, og at lokale indsatser målrettet unge – fx SSP-aktiviteter – tager højde for, at overdreven fokus kan få flere unge til at bære kniv. Kernen skal være forebyggelse, der virker: Mindre vold i hjemmet, trivsel i skolerne og gode fritidstilbud til unge.
Dette debatindlæg fra Erik Christensen blev bragt i Jyllands-Posten d. 6. august 2024.