20-04-2023

Otte ansatte i dansk energihandelsselskab anholdt og sigtet for markedsmanipulation

Foto: NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) anholdt igår otte personer, som er sigtet for markedsmanipulation på elmarkedet. Det er politiets formodning, at selskabet har skaffet sig ulovlig profit for et trecifret millionbeløb.

I går slog NSK ved en koordineret anholdelsesaktion til på flere adresser i Aarhus og omegn samt i Nordsjælland. Her er otte personer, der er ansat i energihandelsselskabet blevet anholdt, ligesom politiet har ransaget på flere adresser ved aktionen. De anholdte personer er både ansatte i selskabets direktion samt flere medarbejdere.

- På baggrund af en efterforskning har vi kunnet anholde otte personer, der er ansat i et dansk energihandelsselskab, der handler med el på den nordiske børs. Vi har en stærk formodning om, at de ansatte har skaffet sig ulovlig profit ved markedsmanipulation for et trecifret millionbeløb, og har med dagens anholdelser bremset dem i deres formodede ulovlige foretagende, siger vicepolitiinspektør i NSK, Sasha Nielsen.

NSK startede efterforskningen af energihandelsselskabet på baggrund af en anmeldelse fra Forsyningstilsynet, som NSK har haft et tæt samarbejde med i forbindelse med sagen.

Sagen er desuden en samarbejdssag mellem NSK og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK).

Der vil blive anmodet om dørlukning til grundlovsforhøret, hvorfor NSK ikke har yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt. NSK ønsker ikke at oplyse, hvilket energihandelsselskab, de anholdte er ansat hos.

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.000 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.

NSK understøtter desuden dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger.

NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk