31-03-2023

Ofre for anmeldte forbrydelser er steget

Graf: Danmarks Statistik

I 2022 var der 67.989 ofre for anmeldte forbrydelser. Det er 8.120 flere end i 2021 og en stigning på 14 pct. Dermed er det også enden på en faldende tendens siden 2017. Stigningen er hovedsageligt sket inden for ejendomsforbrydelser og voldsforbrydelser, oplyser Danmarks Statistik.

Der var 4.679 (23 pct.) flere anmeldte ofre for ejendomsforbrydelser, hvor den største stigning kunne ses blandt ofre for tyveri af/fra lomme, taske og bagage. Blandt ofre for voldsforbrydelser var stigningen på 4.016 (14 pct.), hvilket især skyldtes flere ofre for simpel vold. Ejendomsforbrydelser omfatter i øvrigt bl.a. røveri og afpresning. Voldsforbrydelser omfatter ud over simpel vold bl.a. vold mod offentlig myndighed, trusler og stalking.

Kvinder er ofre for ejendomsforbrydelser, mænd er ofre for vold

Af de 67.989 ofre der var registreret hos politiet i 2022 var 54 pct. kvinder og 42 pct. mænd. 4 pct. var registreret med ukendt køn. Der er forskel på, hvilke forbrydelser man har størst risiko for at blive offer for, alt efter ens køn. Ud af de 25.199 ofre for ejendomsforbrydelser i 2022 var 53 pct. kvinder, og 46 pct. var mænd, mens der blandt de 32.114 ofre for vold var 49 pct. mænd og 45 pct. kvinder.

Forskel på kønnene

Forskellen på kønnene er mere udtalt ved de 6.031 ofre for seksualforbrydelser og 4.645 ofre for andre forbrydelser - der omfatter bl.a. freds- og æreskrænkelser og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Her er de kvindelige ofre repræsenteret med hhv. 87 og 82 pct.

Seksualforbrydelser og andre forbrydelser fylder mere

Igennem årene har ejendomsforbrydelser og voldsforbrydelser været dominerende i offerstatistikken og til sammen har de frem til 2018 omfattet mellem 90 og 96 pct. af alle ofrene. De senere år er andelen faldet og de resterende offerkategorier, seksualforbrydelser og andre forbrydelser, har øget deres andel af ofrene og udgjorde i 2021 næsten 20 pct. af de registrerede ofre. I 2022 ser andelene for begge grupper ud til at bevæge sig tilbage mod tidligere niveauer.

Flest ofre er 20-29 år

Aldersgruppen med flest ofre var de 20-29-årige, som med 17.574 udgjorde 27 pct. af samtlige ofre i 2022. De aldersgrupper med færrest ofre var børn under 10 år med 4 pct. og personer i alderen over 79 år med 2 pct.

Ofre i regionerne

Udviklingen i antal ofre er forskellig alt efter, hvilken del af landet, man kigger på. Alle regioner oplevede et fald i antal ofre for andre forbrydelser fra 2021 til 2022 - på nær Nordjylland. Som tidligere nævnt, fylder andre forbrydelser og seksualforbrydelser ikke så meget i det samlede antal ofre. Fx drejer stigningen i Region Nordjylland sig om relativt små tal, hvor ofre for overtrædelse af tilhold steg fra 126 ofre i 2021 til 228 ofre i 2022. Seksualforbrydelser steg i Region Hovedstaden og i Region Syddanmark med 6 pct. og 17 pct., mens det er faldet i Region Sjælland og Region Midtjylland. I Region Nordjylland har der hverken været stigning eller fald.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk