29-06-2023

Ny vejledning om tv-overvågning målrettet private virksomheder

Datatilsynet har offentliggjort en ny vejledning om tv-overvågning. Vejledningen er målrettet virksomheder, og beskriver hvilke overvejelser man skal gøre sig, hvis man som virksomhed ønsker at benytte tv-overvågning/videoovervågning.

Virksomheder og andre organisationer anvender i stigende grad tv-overvågning, og der er tale om et komplekst område, hvor man som virksomhed skal være opmærksom på især tv-overvågningsloven og databeskyttelsesreglerne. Datatilsynet ønsker med denne vejledning at give et samlet overblik over, hvilke regler virksomheder særligt skal være opmærksomme på, når de tv-overvåger.

Vejledningen beskriver bl.a., hvornår der er tale om tv-overvågning, hvor man som virksomhed må tv-overvåge, og hvordan man som virksomhed kan leve op til sin oplysningspligt over for de personer, som bliver tv-overvåget. Vejledningen kommer også omkring emner som reglerne om opbevaring og videregivelse af optagelser, de registreredes rettigheder i forbindelse med tv-overvågning og brugen af databehandlere. Endelig indeholder vejledningen en række eksempler, som skal hjælpe med at konkretisere vejledningen og gøre den nemmere at anvende i praksis for virksomhederne.

Vejledningen er blevet til med bidrag fra Justitsministeriet.

Datatilsynet planlægger at offentliggøre yderligere vejledninger om tv-overvågning i 2. halvår af 2023 målrettet bl.a. offentlige myndigheder og boligorganisationer.

Vejledningen kan downloades her.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk