01-06-2023

Ny temaartikel: AI og cybersikkerhed

Kunstig intelligens (AI) er lige nu inde i en hastig udvikling.

Center for Cybersikkerhed beskriver i en ny temaartikel nogle af de udfordringer, som avancerede AI sprogmodeller kan give i forhold til cybersikkerhed.

Kunstig intelligens (AI) er lige nu inde i en hastig udvikling. Særligt de avancerede AI sprogmodeller, som bruges i flere nye chatbotter, har ført til en del offentlig debat om muligheder og risici ved brugen af kunstig intelligens. På den baggrund har Center for Cybersikkerhed (CFCS) udarbejdet en ny temaartikel, som beskriver de særlige udfordringer og giver et bud på fokusområder nu og i den nære fremtid.

- Kunstig intelligens er et område i hastig udvikling, især i den brede, kommercielle tilgængelighed af tjenester, der bygger på kunstig intelligens som eksempelvis ChatGPT. Som med al ny teknologi åbner AI for mange spændende nye muligheder, men det er vigtigt at huske på, at der kan følge nogle risici med, når man tager nye teknologier og tjenester i brug. Det er de risici, vi vil give et overblik over med denne temaartikel, sammen med nogle konkrete råd til at imødegå dem her og nu, siger Thomas Flarup, chef for Center for Cybersikkerhed.

Temaartiklen kan bruges til baggrund for myndigheder, virksomheder og andre, som vil inkludere brugen af kunstig intelligens i form af avancerede AI sprogmodeller i deres risikovurdering. Artiklen opstiller nogle af de begrænsninger, der lige nu er ved denne type kunstig intelligens, og giver nogle foreløbige forslag til, hvordan man kan imødegå disse risici.

I temaartiklen ser CFCS kun på anvendelsen af tjenester, som bygger på disse sprogmodeller. Der er en række yderligere overvejelser, hvis man opbygger sin egen sprogmodel baseret på AI, og særligt hvis man vil lade modellen lære videre baseret på brugernes input.

Udviklingen går stærkt inden for kunstig intelligens. Derfor foreslår CFCS, at organisationer arbejder med risikoen ud fra overordnede principper, som for eksempel kildekritik og opmærksomhed på videregivelse af sensitiv information.

For privatpersoner gælder det tilsvarende om først og fremmest at vurdere, i hvilken grad man ønsker at dele privat information med disse tjenester, og om at udvise fornuftig skepsis i forhold til de tekster, der bliver genereret.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk