I sidste uge blev der præsenteret en ny strategisk indsats for kunstig intelligens. Den indeholder fire konkrete initiativer og tre nye retningsgivende principper for brug og udvikling af ansvarlig kunstig intelligens. Initiativer og principper, der i de kommende år skal styrke fundamentet og sætte fart på kunstig intelligens i Danmark.
Visionen understreger, at udvikling og anvendelse af kunstig intelligens altid skal ske med borgerne i centrum. At danske virksomheder skal være globalt konkurrencedygtige. Og at Danmark skal være verdensførende inden for anvendelse af kunstig intelligens i den offentlige sektor.
Konkret sættes der fart på udviklingen med fire nye initiativer:
- Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens, som er etableret i samarbejde med KL og Danske Regioner, skal rulle kunstig intelligensløsninger ud i den offentlige sektor i stor skala.
- Et nyt center for kunstig intelligens i samfundet skal yde rådgivning om ansvarlig anvendelse af kunstig intelligens. Dermed kommer vigtig viden om kunstig intelligens ud at leve i myndigheder og virksomheder.
- Etablering af en platform, som sætter skub på udviklingen af sikre og transparente danske sprogmodeller. Dermed styrkes grundlaget for arbejdet med kunstig intelligens i virksomheder og myndigheder.
- Tilgængeliggørelse af danske tekstdata open source. Dermed understøttes grundlaget for at få flere kunstig intelligensløsninger af høj kvalitet, der fungerer på dansk.