26-02-2024

Ny rapport: Hackerne angriber webapplikationer og API’er

- Det kommer desværre ikke som en overraskelse, at vi oplever mange angreb på webapplikationer og API’er, siger Peter Graymon, chef for Barracuda Networks i Norden.

Ifølge cybersikkerhedsvirksomheden Barracuda Networks forhindrede firmaet ikke færre end 18 milliarder angreb på webapplikationer og API’er (Application Programming Interfaces) i løbet af 2023. Især de populære platforme som Microsoft 365, Google Docs og Gmail står for skud, når hackerne afpresser ofre for penge

Barracuda Networks seneste rapport afslører, at det især er webapplikationer og API’er, som er de mest udbredte mål, når hackere afpresser ofre for penge – og når det lykkes. Microsoft 365, Google Docs og Gmail er en del af manges hverdag, både til brug på arbejde, men også i privaten.

Fordelene ved API’er og webapplikationer er, at de er nemme at tilgå, skalerbare og kompatible. Fx er fællesdrev fordelagtige, da de både er hurtige, tillader samarbejdsmuligheder i realtid og kan tilgås via alle ens enheder – fra arbejdscomputer til smartphone. Dog er bagsiden, at de også er gode mål for cyberangreb, fordi mange brugere ofte – uden at tænke over det – indtaster værdifulde oplysninger såsom personlige og økonomiske data, hvilket Barracuda Networks kan se på sine data.

18 milliarder angreb

I løbet af hele 2023 registrerede og forhindrede Barracuda Networks 18 milliarder angreb på webapplikationer og API’er. I december alene registreredes 1,7 milliarder angreb, hvilket understreger, at juletiden er hackernes højsæson.

- Årsagen til de mange hackerangreb, vi ser på API’er og webapplikationer, er, at mange af dem indeholder sårbarheder og forkerte konfigurationer, samtidig med at de ofte indeholder mange følsomme data, som hackerne i stor stil udnytter. Et succesfuldt angreb kan derfor give hackerne adgang til data, som gør ofrene udsatte, siger Peter Graymon, chef for Barracuda Networks i Norden.

Hackerne går efter guldet

I undersøgelsen, som Barracuda Networks rapport Cybernomics 101 er baseret på, angav en række såkaldte “etiske hackere” deres bud på de mest udbredte angrebsmuligheder og hvilke, der ifølge dem giver størst udbytte for hackerne. Over halvdelen af de adspurgte etiske hackere, der deltog i undersøgelsen, vurderede, at API’er er et af de mest økonomisk fordelagtige mål for hackere (55 pct.). Og hele 40 pct. vurderede webapplikationer som et af de mest lukrative mål for hackere.

- Det kommer desværre ikke som en overraskelse, at vi oplever mange angreb på webapplikationer og API’er. Virksomheder har travlt med konstant at opdatere og forbedre deres beskyttelse, men det er en udfordrende opgave at følge med i og opdage sårbarheder i tide. Dog er det vigtigt at understrege at avanceret, flerlags applikation-beskyttelse kan gøre en stor forskel, før det bliver til et alvorligt problem.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk