17-09-2024

Ny pop up-skole i Danmarks største fængsel

"Det giver mening at placere en skole i Sdr. Omme Fængsel, for vi har gode erfaringer med at placere vores fleksible pop up-skoler der, hvor behovet er størst, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Kriminalforsorgen åbner den 1. januar 2025 en ny pop up-skole i Sdr. Omme Fængsel, som snart udvider kapaciteten. Man kan høre mere om uddannelsen og opleve fængslet indefra, når der er Åbent Hus i Sdr. Omme Fængsel på lørdag den 21. september.

Snart kan man blive uddannet fængselsbetjent, transportbetjent og værkmester i Danmarks største fængsel for afsonere.

Den 1. januar 2025 åbner kriminalforsorgen nemlig en ny pop up-skole i Sdr. Omme Fængsel.

Det sker for at rekruttere flere ansatte, når fængslet udvider kapaciteten fra 222 til 422 indsatte i 2025, hvilket gør Sdr. Omme til landets største fængsel for afsonere.

Det er anden gang, kriminalforsorgen åbner en pop up-skole inden for murene. Den første pop up-skole slog dørene op i Vestre Fængsel tidligere i år. Det er forventningen, at pop up-skolen i Sdr. Omme Fængsel optager elever i januar, april, august og oktober 2025.

- Når vi udvider kapaciteten så kraftigt, skal bemandingen følge med. Derfor giver det mening at placere en skole i Sdr. Omme Fængsel, for vi har gode erfaringer med at placere vores fleksible pop up-skoler der, hvor behovet er størst, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

I anledning af udvidelsen og en ny pop up-skole inviterer Sdr. Omme Fængsel derfor alle indenfor til åbent hus lørdag den 21. september 2024 kl 09.00-16.00.

Fakta om Sdr. Omme Fængsel

Sdr. Omme Fængsel er i dag et åbent fængsel med 222 pladser, men som en del af kriminalforsorgens flerårsaftale 2022-25 blev aftalepartierne enige om at etablere 200 nye pladser i fængslet. Den samlede kapacitet bliver dermed 422 pladser, hvilket gør det til landets største fængsel for afsonere.

De 200 nye pladser er fleksible pladser. Det vil sige, at de som udgangspunkt er lukkede fængselspladser, men også kan ombygges til arrestpladser eller anvendes som åbne fængselspladser, hvis der opstår et særligt behov.

Pladserne forventes idriftsat ultimo 2025.

Sdr. Omme Fængsel består i dag af en bygningsmasse på cirka 28.000 kvadratmeter. Udvidelsen betyder yderligere 19.000 kvadratmeter og vil bestå af bygninger med celler samt dertilhørende beskæftigelsesbygning med værksted og skole samt en købmand. Der skal desuden opføres idrætshal samt et fælleshus til sociale formål. Udvidelsen sker i tilknytning til det eksisterende fængsel og dermed på egen matrikel.

Fakta om pop up-skoler

Ansøgningsfristen til første optag på fængselsbetjent-, transportbetjent- og værkmesteruddannelsen i Sdr. Omme Fængsel er den 14. oktober 2024.

Kriminalforsorgen driver permanente skoler i Birkerød, Møgelkær ved Horsens og i Storstrøm Fængsel på Falster. Der er etableret pop up-skoler i Odense, Esbjerg, Køge, Vestre Fængsel i København og altså snart i Sdr. Omme Fængsel.

Pop up-skolerne er en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgen, der blev indgået i december 2021.

Kriminalforsorgen har massivt fokus på at rekruttere og fastholde flere fængselsbetjente, hvilket betyder, at der foruden at udvide antallet af skoler også blandt andet er indført en ny merituddannelse for transportbetjente, fuld løn under uddannelsen og mulighed for at få merit og tage uddannelsen til fængselsbetjent på kortere tid, hvis man har relevant uddannelse og/eller erhvervserfaring.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk